Jeg er så nedslået - men også noget chokeret - over at læse, hvad folk i Danmark går og tror om Israel-Palæstina-konflikten.

Og så er jeg så uendeligt træt af at glo på det utal af kort over Israel med påtegnede farver og årstal, der angiveligt skal vise, at palæstinenserne 'faktisk har haft området og er blevet frastjålet det'.

Eller stupide og manipulerende YouTube-videoer, der med et knips bliver gjort til endelig sandhed.

Hvordan kan man i et oplyst samfund - som Danmark - dele så mange manipulationer og løgne? Er ingen rigtigt interesserede i fakta, eller sov folk sig bare igennem historietimerne?

Så lad os starte med vildfarelsen om, at palæstinenserne har fået frastjålet deres land. Det har aldrig været deres land. 

Det har været alle muliges land, blandt andet osmannerne, og siden under britisk mandat, men der har altså ikke været en palæstinensisk stat, der er blevet frastjålet dem.

Det internationale samfund har flere gange talt om og forsøgt at hjælpe med forhandlinger om en to-statsløsning.

Første gang efter Peel-kommissionen i 1937, hvor araberne fik tilbudt cirka 80 procent af det område, der i dag er kendt som Israel. Araberne takkede nej. Deres komité modsatte sig helt tanken om en to-statsløsning.

Siden prøvede man igen i 1947, hvor FN forsøgte med en nogenlunde 50/50. Heller ikke dette var nok. For sagen er altså, at mens uvidende danskere og andre velmenende folk himler op om, at 'Israel faktisk skal indgå forhandlinger om en to-statsløsning', så har de faktisk ikke gjort andet.

Palæstinenserne har derimod takket nej til en to-statsløsning hele fem gange. For om man kan lide det eller ej, er Hamas altså en terrorarganisation med det erklærede mål, at udslette Israel fra verdenskortet.

Hamas opstod som modstand til Yasser Arafat, som de mente var ALT for blødsøden - også selv om den gode Arafat også takkede nej til en to-statsløsning.

Så når du ser dine venner trave de københavnske gader tynde, mens de råber 'from the river to the sea', så råber de Hamas' slagord for den systematiske nedslagtning af jøder. Det er ulækkert!

Og som en lille delikat krølle, kan jeg tilføje, at udslettelsen i øvrigt ikke kun er begrænset til Mellemøsten.

Den 13. oktober opfordrede Hamas til global jihad, så nu går Hamas efter den totale udslettelse af jøder i hele verden. Og det er sådan set ikke engang en hemmelighed - hvis nogen altså gider at høre efter.

Så hvis nogle tosser og nyttige idioter vil tale om folkedrab, så skal I altså til at spidse ører!

Fakta er, at der bor 1,6 millioner palæstinensere i Israel side om side med israelerne. En i øvrigt voksende befolkning, som arbejder som tandlæger, læger og lærere. De har dommerembeder, sidder i Knesset, har frisørsaloner, restauranter og slagterbutikker. Og de har også pas og stemmeret.

Palæstinensere og israelere kan såmænd godt leve side om side, og gør det også. I hvert fald i Israel. Fortæl mig lige, hvor mange jøder, der i dag lever i Iran? Irak?Algeriet og Yemen?

Den næste, der kæfter op om folkedrab og apartheid, skulle simpelthen have en flad. Det er fornærmende, at vide så lidt om det, man vil tale om.

Men for terrorister og islamister er det alt eller intet! Islamisme er vejen frem. Hurra! Det siger de selv. Det er nedskrevet i deres lovgivning, og spørger du Hamas, stopper krigen ikke i Mellemøsten.

Jeg håber snart, at nogen vil høre efter!