Vi står midt i 2021.

En tid, hvor den anden MeToo-bølge raser.

Hvor man i både mediebranchen, musik- og teaterverdenen, standupmiljøet og selv i håndværkerfagene må kigge indad og revurdere, hvordan man har behandlet kolleger, og hvordan man har ageret som chef.

Vi taler om magtmisbrug blandt ledere og om deres rolle i en kultur, langt de fleste i dag forstår uundgåeligt må ændres.

Og så er der sporten, hvor Esbjerg har hentet det, der lyder som en bimlende træner, som tilsyneladende både slår, fysisk afstraffer og ydmyger med noget så absurd som sherifstjerner og stortilsvininger af spillernes kroppe.

Hyballa er sågar beskyldt for at have fotograferet spillerne med det formål at måle deres kroppe. Med sin egen private mobiltelefon.

Måske skulle ledelsen i Esbjerg i stedet måle resultaterne, for de er da i den grad udeblevet.

Alligevel har man ignoreret strømmen af klager, fejet de ubehagelige vidnesbyrd af bordet som uproblematiske eller bare helt ignoreret dem.

Nu står 21 voksne mænd sammen og siger fra i et åbent brev, og jo længere tid ledelsen i Esbjerg ignorerer situationen, jo flere hoveder kommer formentlig til at rulle.

For, kære venner, tiden er ikke til at have en chef, der slår sine ansatte. Det er ganske enkelt idiotisk og så pinligt gammeldags, at man må tage sig til hovedet og spørge, om ikke en eneste i den jyske klub har været på efteruddannelse i ledelse.

Lige så pinligt gammeldags er det, når gamle mænd i EM-regi forlanger, at det norske kvindelandshold i strandhåndbold død og pine skal tvinges i små trusser.

IHFs regler i strandhåndbold foreskriver, at herrerne skal spille i shorts og tanktop, mens kvinderne skal iføre sig bikini, når de skal på sandet. Og her er reglerne altså ret strikse: Bikinitoppen skal være tætsiddende med dybe udskæringer omkring armene, og trusserne må maksimalt være ti centimeter brede i siderne.

Men de norske kvinder formastede sig til i stedet at tage et par korte shorts på – og den slags skal man ikke gå ustraffet fra.

Landsholdet modtog således en bøde på 11.000 kroner, for hallo, vi er faktisk nogle, der mener, at bittesmå trusser er meget, meget vigtige for udøvelsen af håndbold!

Eller også er vi bare nogle gamle klamme mænd, der gerne vil se jer i trusser, for sådan har det altid været, og sådan vil vi gerne have, det fortsat skal være!

Men hør her, gamlinger, tiden er smuttet fra jer! For ligesom Esbjergs tonedøve ledelse snart må sande, så rammer denne her jer lige i smasken. Folk siger fra – indtil I kommer ind i 2021 og tager magtmisbrug alvorligt!

 

Jeg blev noget paf …

da jeg læste i Information, at Comedy Zoo og andre unavngivne venues var blevet truet med boykot, hvis de samarbejdede med Brian Mørk, efter han på Twitter lige skulle belære kvinder om ikke at fryse, når de bliver udsat for for eksempel voldtægtsforsøg. 'Sig fra!' tordnede han, som om den slags aldrig er prøvet. Ud over idiotien i tweetet, så var forbløffelsen endnu større, da hans påstand viste sig ikke at være sand. Brian Mørk kunne i hvert fald ikke lige dokumentere truslerne med andet end et par almindelig kritiske spørgsmål, og Comedy Zoo anede ikke, hvad han talte om. Men vi talte alle igen om Brian Mørk. Tillykke med det …

Endnu mere underligt blev det …

da jeg i Politiken kunne læse, at Dansk Sprognævn har set 'Ex on the Beach'. Ikke mindre end 54 timer har forskere siddet og set reality og talt bandeord – og nævnet er kommet frem til den åbenbart banebrydende konklusion, at kvinder og mænd (i lige det realityprogram) bander lige meget. Ud over at et gennemredigeret program med castede deltagere ikke nødvendigvis afspejler virkelighedens omfang, der sikkert er lidt mindre end det, TV3 har valgt at tage med, så vil jeg anbefale Dansk Sprognævn at komme ud af hulen og ind i 2021 sammen med sportscheferne.

I sandhed en venlig mand

Bent Melchior er død. Det er jo den vej, vi alle skal, og han fik 92 gode år. Han var åndsfrisk til det sidste, men kroppen var træt af dage. Jeg mødte selv Bent et par gange, og venligere mand skal man altså lede længe efter. Altid imødekommende, altid lyttende. Han var også min censor, da jeg skulle op i klassisk hebraisk på Københavns Universitet. Han lyttede, faldt vistnok lidt i søvn, for så spændende var jeg måske heller ikke, men endte alligevel med at give mig et flot 9-tal for en absolut middelmådig præstation. Det var den laveste karakter i min lille klasse – for ja, han var i sandhed en venlig mand.