Så fik vi forestillingen, encore.
Mandag aften kunne TV 2s seere opleve Baronessen fra Benzintanken sætte ild til hele lortet, da hun besøgte 'Go' aften Live, og endnu en gang fik danskerne et utilsløret blik ind i en dybt uforskammet Ghita Nørby, der denne gang overfusede en næsten ukendelig Simi Jan.
Alle synes nogenlunde enige om, at Ghita Nørby var absolut modbydelig – men tro ikke, at hun er den eneste i sin branche, der er sådan.
Hun er bare en af de værste.
Det ubehagelige overgreb er nemlig hverken udløst af dumme eller overfladiske eller sågar idiotiske spørgsmål, som Ghita påstår. Det er derimod udløst af en dame, der i årevis har tyranniseret journalister, interviewere, sågar medspillere på diverse teatre. Og mens almenvældet spekulerer i, om det her handler om alderdom, så er det nok mere realistisk selvovervurdering og på grund af en branche, der har ladet stå til.
Tidligere kommunikationschef på Det Kongelige Teater Kresten Schultz Jørgensen beskrev engang i radioprogrammet 'Det, vi taler om', hvordan man på teatret ikke sjældent havde medspillere, der var blevet kørt midt over af den grove skuespillerinde. Han fortalte, hvordan hun forpestede arbejdsmiljøet – men at man fra ledelsens side havde lukket øjnene og bedt medspillerne klemme ballerne sammen og finde sig i uhyrlighederne, fordi der lå en premiere lige om hjørnet.
Man tillod opførslen. Igen og igen og igen.
Og måske netop derfor falder det Ghita så forbløffende naturligt at fortsætte overfusningerne.
Jeg skal være den første til at sige, at Simi Jans spørgsmål virkede underligt bovlamme og efterlod mig uforstående i forhold til, hvad man egentlig ville med dem.
Helt skørt blev det for seeren, da Simi Jan med overdrevne lyttelyde anerkendte, hvor idiotisk hendes spørgsmål og hun selv var.
En absolut bizar og masochistisk forestilling. Personligt måtte jeg pause interviewet flere gange. Det var som at passere en voldsom trafikulykke, hvor man ikke kan lade være med at smugkigge mellem fingrene, som egentlig er klistret foran øjnene for at forhindre billederne i at sætte sig som et traume.
Men lad mig slå fast: Det er ikke nemt at lave underholdningsjournalistik. Mange tror, det er »walk in the park« at lave interview og portrætter, og Simi Jan har nu gjort sig den smertefulde erfaring, at man bliver jævnt dum at høre på, når man forfalder til leflen i al sin iver efter at imponere en sur gammel dame.
Det havde sgu nok været godt med en redaktør, der kunne hjælpe Simi Jan med at rense ud i al sin næsegrus, da hun faldt med et brag.
En, der kunne styre Simi i faldet og evt. havde hjulpet hende til det oplagte spørgsmål: »Har du overhovedet lyst til at være her? Hvis ikke du har, skal det være dig frit for at gå!«
Jeg har selv været gæst i 'Go' aften Live' mere end en gang, og lad mig lige minde (Ghita) om, at man kan gennemgå et forhåndsinterview inden udsendelse og derfor har mulighed for på forhånd at kende spørgsmål og hele køreplanen. Dette takkede Ghita selv nej tak til, hun ville hellere tage den spontant.
Hvad Simis plan var, det har jeg endnu ikke fattet, måske handlede det hele bare om at få »Hele Danmarks Ghita« på tv – men det kan altså ikke komme bag på Nørby, hvad 'Go' aften'-formatet er. Så hvis hun mener at være for klog til formatet, bør hun også være klog nok til at sige nej tak til at medvirke!
Hvorfor sagde kvinderne ikke fra overfor Naser Khader? Hvorfor sagde de ikke fra overfor Jes Dorph? Frank Jensen?
Udover at mange faktisk gjorde, så må man spørge sig selv det samme her:
Hvorfor siger ingen fra overfor Ghita Nørbys overgreb? Hvorfor tillader hendes arbejdsgivere denne velkendte opførsel?
Og hvorfor sagde Simi ikke fra og bad Ghita smutte, hvis det hele var så skrækkeligt, i stedet for at grine fjantet ad alle ydmygelserne og påstå, at mødet var en fornøjelse? Måske chok?
Som en Facebook-ven tørt bemærkede, lader det åbenbart til at være nemmere at interviewe Taleban – og jeg selv noterer, at der åbenbart er mere fredeligt i Mellemøsten end i mødet med en kvinde, der hele livet er blevet bildt ind, at hun er en diva, men som i virkeligheden bare er en uhyrlig ubehagelig gammel dame.
På et eller andet tidspunkt må nogen sige fra, ellers er det ikke kun film- og teaterbranchens skyld, at ydmygelserne fortsætter. Også af Ghita selv, der snart ikke har andet eftermæle tilbage end som en kolerisk, ondskabsfuld og selvoppustet dame – og det er vist trods alt heller ikke helt fair.
