Det er bestemt ikke nemt at være forældre. Forældreskabet er en fandens kompliceret størrelse, og jeg har da ved flere lejligheder tænkt, at jeg snart må starte en solid opsparing til mine unger, så de hver især har likvider til mindst 40 konsultationer hos en kompetent psykolog, der ved noget om lidelserne ved at være barn af et uperfekt menneske.

Men hver gang, jeg slår mig selv i hovedet over mine utilstrækkeligheder, så tænker jeg på Britta Nielsen og hendes kedelige statistik af kriminelt afkom og ham den voksne søn, der aldrig har haft et job. Nu kan jeg så, med lige dele håbløshed og lettelse, konstatere, at også Fie Laursens forældre overgår selv mine værste dage.

DR3 har fået lavet en såkaldt dokumentar om realityfænomenet Fie, og for de af os, der har fulgt hende længe, er der måske ikke så meget nyt under solen – hendes borderline er i fuld spring, og en ubehagelig blanding af angst og depression har kørt hende ud i et selvmordsforsøg og et massivt medicinforbrug. Dette skal naturligvis dokumenteres – for sociale medier er slet ikke nok. På sidelinjen står de stolte forældre. Ikke forældre, der forsøger at skærme deres datter fra omverdenens pres eller beskytte hende mod sig selv og den endeløse række af 100 procent hjernedøde, usunde og destruktive handlinger. Nej. En mor og en far, der skubber Fie forrest og bakker hende op i alle tåbelighederne.

I første afsnit ser vi moren servere morgenmad og tale sin usammenhængende –nærmest dopet – datter efter munden og skynde på hende, fordi hun skal holde et foredrag for 30 ligegyldige elever. Fie er ved at falde i søvn, popper piller, vågner op og bliver kørt af mor til vistnok efterskolen. Det her er to måneder efter et selvmordsforsøg og kort tid efter udskrivning fra psykiatrisk afsnit. Moren ævler noget om, at hun faktisk er en god mor, fordi hun er der for Fie 18 ud af døgnets 24 timer. Spørgsmålet er jo bare ikke kun, hvor meget man er der, men også hvordan man er der. Er man præcis lige så nærværende og reflekteret som en umoden veninde med tømmermænd, så ville jeg altså ikke uddele medalje til mig selv.

Faren tager dog prisen, da han adspurgt om Fies aktive sugardating og storsalg af beskidte trusser svarer, at han egentlig ikke vil blande sig, for Fie er jo klog.

Javel ja.

Jeg ved ikke, om hr. og fru Laursen lever af deres datters alternative indtjening, men det er da den eneste forklaring på deres totale ansvarsfornægtelse. Det lader til, at der er blevet købt godt ind af skyklapper og misforstået omsorg.

 

Nedlukning

Jeg var ved at falde ned af stolen, da jeg så pressemødet, hvor regeringen forlængede nedlukningen. Regeringen var i bemærkelsesværdig god tid – historisk set har den truffet beslutninger en eller to dage før deadline – men pludselig var regeringen hele 14 dage i forkøbet!?

Alt gav dog mening i mit lille hoved, da den ventede rapport om martsnedlukningen landede dagen efter. Der stod sort på hvidt, at det alene var regeringens beslutning at nedlukke landet og ikke »myndighedernes anbefaling«, som Mette Frederiksen hårdnakket har påstået.

Med timing af pressemødet dagen før bomben, ja, så kan Mette igen gå i skjul for nævenyttige journalister, der kræver noget så belejligt som et ærligt svar.

 

Hovedryst

Jeg rystede på hovedet, da jeg hørte, at op mod 30 børn kan sidde sammen i en klasse, 120 unger skal bruge samme toilet, 200-ungers børnehaver må spille Kalaha med belortede fingre og fedtede kugler, mens man fastholder forbud mod forsamlinger på flere end fem personer.

Man må hente nyforsålede støvler hos skomageren, men man må ikke købe et sæt snørebånd. Så må man gå i Føtex, som vel bakterielt svarer til mine ungers børnehave. Jeg må ikke få lavet nye bryster på et privathospital, hvor hygiejnen er i top, og hverken blod eller afføring er at finde på gulvet, som jeg selv har været så heldig at opleve i det offentlige. Er bryster og botox nødvendigt? Nej. Genererer det skattekroner og holder familier fra konkurs? Ja! Påvirker det smittetallet? Næppe!

 

Dronningens kunst

Jeg blev helt glad, da jeg læste, at Hendes Majestæt Dronning Margrethe havde solgt nogle akvareller på auktion. Ja, det er jo ikke fordi damen mangler penge, men de var vurderet til 10.000 kroner, og de røg for hele 42.000. Det må da gøre lidt for selvtilliden. Desuden er tanken om en dronningeakvarel både fristende og utraditionel, så at den slags royale kunsthåndværk hænger i pøblens hjem, gør mig sgu helt glad.

Måske jeg byder næste gang.