Louise Kwang.

Offentligheden kendte ikke til navnet før denne uge, hvor hun valgte at stå frem som offeret for socialdemokraten Carsten Hansens seksuelle krænkelser.

Mange af os husker nok sagen – men ikke indholdet. Carsten Hansen var nemlig så heldig at være flankeret af en stærk organisation, der gjorde alt for at beskytte ham og partiet fremfor at beskytte offeret.

Det hed sig naturligvis, at der blev lavet en tavshedsklausul for offerets skyld – den påstand har vi efterhånden hørt et par gange de seneste år, og den er ganske gratis, da offeret jo af åbenlyse årsager ikke kan korrigere påstanden. Men det viser sig alligevel nu, at det jo nok mest var for Carsten Hansens skyld. Og for Socialdemokratiets skyld.

Helle Thorning-Schmidt skulle jo være statsminister, og man gad bare ikke ballade, selvom man havde en kendt klammert i toppen.

Louise blev udsat for fysisk overgreb, hun blev taget fat i, hun blev kysset og slikket på kinden (hvad fanden der er med de socialdemokrater og deres slikkeri, kan en børnepsykolog med speciale i den orale fase sikkert forklare nærmere), og så gik hun til ledelsen.

Men præcis som Morten Østergaards ofre oplevede det, var der tavshed i den anden ende. Larmende tavshed. Indtil hun blev kaldt ind på kontoret hos Carsten Hansen, som belejligt nok intet huskede, og indtil hendes ækle arbejdsgiver og fagforening indgik en aftale om, at hun skulle holde sin mund.

Hvad Louise skulle få ud af det, må stå hen i det uvisse. Carsten Hansen blev senere belønnet med en ministerpost, og livet gik sin vante gang.

Eksperter fortæller, at tavshedsklausuler har to udfald: Krænkeren lærer intet og kan fortsætte sine overgreb – endda i andre stillinger over for nye medarbejdere – og offeret er efterladt fikseret med en sok i kæften.

I forbindelse med Jeppe Kofod-sagen, hvor han tog mødommen på en skoleelev på et DSU-møde, som han var hyret ind til at undervise, fortalte Helle Thorning, at tavshedsklausuler var et ganske brugt greb.

Hvorvidt den kun lige 15-årig pige også er blevet underlagt en sådan, ved jeg ikke. Men jeg ved, at hun og hendes familie var knust, at DSU-formanden tog ned og besøgte hende, og at hun derefter ikke gav mere lyd fra sig.

Jeg håber, at de kvinder, som må været presset ind i den ulækre, uforskammede situation at have underskrevet tavshedsklausul, så deres krænker kunne få en fed karriere, nu står frem og peger på de mænd, der har forgrebet sig på dem.

Det er ikke nemt med den brutale folkestemning og vrede boomers – men fat mod, og riv jura i stykker. Et offer har ret til sin historie.

Jeg fik i den grad testet min bullshit-radar, da jeg så Rasmus Stoklund lefle for sine følgere ved at hænge Anders Kirk Johansen ud som uansvarlig borger, der i sin person skulle retfærdiggøre det gravrøveri, staten gør, når de tager mellem 15 og 36 procent i arveafgift.

'Lego-arving' blev Kirk Johansen kaldt. Nu er faktum bare, at Anders netop ikke skal arve Lego. Han er blevet købt ud. Og så kan man jo spørge sig selv, hvad Stoklund egentlig har bidraget med til statskassen, sådan helt generelt. Eller i det hele taget bare har bidraget med til samfundet. Nok lidt mindre end Lego-familien.

Jeg blev chokeret, da jeg læste, at Mette Frederiksen nægter at stille op til samråd, hvor DF og Venstre har brug for at stille statsministeren en række spørgsmål i forlængelse af Grønnegaards-rapporten. Rapporten konkluderede, at Mette Frederiksen ikke talte sandt, da hun på pressemødet 11. marts sidste år påstod, at det var på myndighedernes anbefaling at lukke landet ned. Myndighederne havde stik modsat anbefalet en mildere nedlukning.

Det gider Frederiksen åbenbart ikke stå til ansvar for. Hun nægter at møde i samråd – for nu sjette gang. Hun er 'ikke enig i, at regeringen skulle have efterladt indtryk af, at regeringens beslutning baserede sig en til en på anbefalinger fra sundhedsmyndighederne eller andre myndigheder'.

Så skulle hun måske se pressemødet igen. Og 'Debatten', hvor Jesper Petersen gentager det i mere end ni minutter.

Jeg var helt ærligt lidt hovedrystende, da jeg læste, at Mimi Jakobsen og Rasmus Paludan var i byretten med gensidige beskyldninger om injurier.

Mimi Jakobsen har på skrift kaldt Paludan for 'åbenlys nazist', og Paludan har herefter kaldt Mimi for 'nazisvin'.

En plus en giver som bekendt ikke nul, men to – men jeg tænker, at de to udsagn måske alligevel kunne udligne hinanden.

Alternativt må de begge modtage en dom. For det kan vel ikke passe, at Mimi Jakobsen gerne må, og Rasmus Paludan ikke må?