Jeg bor i en ejerlejlighed i København K til en kvadratmeterpris på knap 60.000 kroner.
Jeg fragter mine børn rundt i byen i ladcykel, handler i Torvehallerne og har to vinkøleskabe.
Jeg handler altid økologisk, men kan da formaste mig til at spise McDonald's, når jeg har tømmermænd.
Jeg er vel det, man kan kalde en hvid privilegeret dame. Og hurra for det. Vi er mange privilegerede hvide damer i Københavns Indre By, og her den anden dag så jeg en af dem – selvfølgelig også på ladcykel med renskurede børn med små næser – stoppe foran en hjemløs og give ham en måltidssalat.
Altså, en af de der salater, man kan købe i supermarkedet med spinat og quinoa og måske røget laks. Og her stopper mit hurra altså. Den hjemløse mand kiggede med vantro på salaten – jeg selv var ved at flække af grin – men moren klappede sine børn og nypudsede samvittighed med selvtilfredshed og trampede videre på cyklen.
Jeg blev ikke længe nok til at se, hvad manden gjorde med salaten. Til at starte med lagde han den fra sig. Og det, jeg tænkte på resten af dagen, det var, hvad moren – der måske havde forvildet sig fra Østerbro til Indre By – egentlig forestillede sig?
At manden blev glad for en salat? At han i mødet med en spinatsalat fra 7-Eleven ville få en åbenbaring og blive sundere? At han ikke ville have lige så meget brug for narko eller sprut, hvis hun lige gav ham lidt velmenende grøn næring i minusgrader? Hvad forestillede hun sig, at bøtten foran ham egentlig var til? Til engangsplastikbestikket, som han efterfølgende ville smide i en sorteringsskraldespand?
Svaret kender kun hun selv, men jeg har en fornemmelse af, at hun faktisk kunne finde på at svare ja til alle ovenstående spørgsmål – for hun var ikke kun privilegeret, men også blind. Blind for, hvem hun stod overfor, og blind for, hvad hun har af dødssygt opdragergen.
Men jeg er sikker på, at hun fik det rigtig godt i mavsen hele vejen til Østerbro, hvor hun kunne fortælle sine veninder, hvordan hun havde reddet en hjemløs fra døden. Og Gud forbyde, at en hjemløs selv skulle bestemme, hvad han ville bruge de 35 kroner, salaten sikkert koster, til.
Gud forbyde, at han havde brugt dem på øl eller burger. Eller heroin. Eller slik med E-numre eller hvidt brød.
Gud forbyde, at ens velgørenhed skulle gå ud over ens egen næse.
Hvis man virkelig vil noget godt, så gør det for andre. Og ikke dig selv.
'Ikke svindlerkroner'
Jeg var ved at tabe både næse og mund, da jeg læste, at svindler-Brittas advokat, Jan Schneider, vil anke Bagmandspolitiets ret til at beslaglægge Brittas private kapital- og ratepensioner. Cirka 900.000 kroner har hun stående, som du og jeg som skatteydere har givet hende, mens hun lænsede de socialt udsattes konti. 'Jamen, de er jo ikke svindlerkroner,' argumenterer han. Og nej, muligvis ikke. Men sagsomkostningerne skal dækkes, og kun de færreste kan sgu da være uenige i, at det er på sin plads, at hun selv afholder disse!
Corona-politiets kvælning
Jeg blev seriøst bange, da jeg hørte om borgere i Ringsted, der havde ringet efter politiet – ikke fordi de vidnede en voldtægt, et overfald, et røveri. Nej, fordi en medarbejder i en købmandsbutik ikke brugte visir. Undskyld mig, men hvad fanden fejler folk i deres hoveder? Kunne man måske pænt minde vedkommende om at beskytte sig selv og kunderne, eventuelt undersøge, om der var en grund til, at vedkommende ikke lige bar masken? Nej, man ringer til politiet, som nu har sigtet den ansatte. Jeg føler corona-politiets kvælning.
Jul med Joachim
Jeg undrede mig sgu lidt, da jeg læste, at dronning Margrethe holder juleaften på Marselisborg Slot med prins Joachim, prinsesse Marie og deres to børn, prins Henrik og prinsesse Athena, samt prins Nikolai og prins Felix. Ja, jeg undrer mig måske ikke så meget over, at de skal samles, men mere over, at kronprinsparret ikke kommer. De har valgt at fejre jul alene på Amalienborg, men har, så vidt jeg ved, adskillige biler samt venner med privatfly, hvis det skal gå lidt tjept. Men det er vel coronas skyld – og slet ikke noget med, at de to brødre med koner ikke rigtigt gider glo på hinanden.
