Gud, hvor er jeg træt af MeToo.
Gud, hvor er jeg træt af hver eneste morgen at vågne op til nye historier om flere krænkelser, flere overgreb, flere dårlige undskyldninger. Og hvor er jeg uendelig træt af at høre vores statsminister understrege, hvor vigtigt det er, at kvinderne står frem. Og når de så samler kræfter og gør, som folket og politikerne opfordrer dem til, så bliver de udskammet og møder ingen opbakning.
Tag nu for eksempel sagen om Frank Jensen. En hel række af kvinder stillede sig frem og fortalte detaljeret om klamheder, som Frank Jensen allerede havde lovet at stoppe i både 2004 og igen i 2011. Først til partiet. Derefter i offentligheden. Kvinderne stod frem med navn, med ansigt, med hele fortællinger. Og Frank, ja, han erkendte. Han beklagede med noget vrøvl om en »machokultur«, som var det kulturen, der havde stukket hænderne op i skridtet på en kvinde eller listet sin lange, våde tunge ind i hendes øre. Og så ævlede han noget om, at han var glad for nu at komme under en retssikkerthedsbeskyttelse.
Hvad fanden skete der med kvindernes beskyttelse? Og hvad skete der, da de modige kvinder så stod frem? Helt præcis ikke en skid! På trods af det tydelige og velkendte billede af en seriekrænker igennem 30 år bakkede partiet nemlig op om Frank, der ifølge sig selv og vennerne i toppen jo havde begået en fejl. Eller 12.000. Ingen ved det. For i S – og måske i andre partier – har der alle dage været tradition for, at man holdt sin kæft. Og hvis ikke man gjorde, så er det uhyggeligt beskrevet i Weekendavisen, hvordan man pålagde ofrene tavshedsklausuler.
Hold da kæft, det er trættende. Og mega ulækkert at vide, at en del af toppen har været og stadig er en del af den berømte »kultur”«.
Og derfor var det ekstra ubehageligt at høre børnenes statsministers sædvanligt arrogante svar, da hun blev spurgt til, hvad hun egentlig selv har kendt til i Frank Jensens lange krænkelsesmeritter.
»Jeg har ikke behov for at gå yderligere ind i Frank Jensens sag,« lød det nedslående – omend forudsigelige – svar.
Hold da kæft, det er trættende, at man som borger, som offer, som vælger igen og igen skal opleve et system, der lukker om sig selv for at beskytte institutionen og egen røv.
Deres samvittighed må kraftedeme være belastet, for nu at citere PFA-sagens hovedperson Rasmus Trads.
Onsdag kunne vi så se, hvordan børn og unge, der troede, de skulle engagere sig i samfundet, er blevet misbrugt i ungdomspolitiske partier, mens ingen voksne gjorde noget som helst ved det. og nu sidder vi ved breden og venter på, at næste klamme sag skal flyde forbi i stilhed.
Det er eddermame nemt for Mette Frederiksen at skrive lange Facebook-opslag – og der er sikkert rigelig, der hopper på den. Men jeg er eddermame træt!
Nedslående læsning
Jeg blev seriøst nedslået, da jeg læste om Stephanie Siguenzas biografi. Det er jo ikke helt normalt, at en 20-årig udgiver sit korte liv i bogform, men netop Stephanie har været kendt fra spæd gennem 'Årgang 0', og hvis man har fulgt hendes opvækst på TV 2, ved man, at det nærmest er et mirakel, at hun hænger sammen efter alle de svigt, hun har mødt. Senest fra hendes far, som – ifølge bogen – har rippet hendes opsparing. Han har ikke selv ønsket at kommentere beskyldningerne, men det lader til, at den unge kvindes udfordringer aldrig rigtig får en ende. Hatten af for hendes fortsatte kamp.
Win-win med feriepengene
Jeg blev helt glad, da jeg læste, at skønhedsklinikkerne i Danmark har kronede dage. Jamen, så er der da nogen i det her land, der får lidt ud af coronaen, udover de virksomheder, der producerer mundbind og sprit. Mens vi arbejder hjemme eller glor ud i luften, har vi mere tid til at se os i spejlet og finde rynker – og så skal de der feriepenge vel også bruges. Og det er så på botox og plastikkirurgi. Og hvorfor egentlig ikke? Pengene skal ud i samfundet, og vi bliver alle lidt kønnere. Win-win.
Madsens springtur
Jeg blev helt træt i masken, da jeg hørte om Peter Madsens flugtforsøg. Det er vel ikke så overraskende, at han ikke gider afsone det brutale drab på Kim Wall, men at det samtidig er så nemt at flygte, kom sgu alligevel lidt bag på mig. Det burde det måske ikke, for på TV 2 kunne man fortælle, at Danmark er et af de lande i Europa, som har flest fangeflugter. Både fra åbne og lukkede fængsler. Oh well, der er sikkert noget med rettigheder og rehabilitering. Kønt ser det dog ikke ud.
