Forleden sad jeg og så gamle af snit af 'Luksusfælden' på Viasat, hvor en tidligere model og narkomisbruger skyldte mere end 700.000 kroner til Skat.

Jeg stiftede også bekendtskab med Jakob, der var mentalt moden som en teenager, havde rådne tænder og nogenlunde samme udestående med staten.

Men ud over at Jakob og hans kæreste aldrig kommer til at eje et hus sammen, fordi Jakob hellere vil spille pengene op og skylle tabet ned med en energidrik, så tænkte jeg, at det da er lige før, at han og narkomanen har fat i den lange ende. Okay, måske ikke, men det er da i hvert fald dumt at betale for meget i skat!

Nu kører opdateringerne i en lind strøm: 'Stort hurra, jeg har fået penge tilbage i skat!' Men det er altså ikke en gave – det er dine egne penge, du i løbet af året kunne have forsødet tilværelsen med.

Penge, du kunne have lagt i lokale butikker. Penge, du kunne have investeret og fået til at vokse. Altså, dine egne penge, du kunne have hygget dig for eller forrentet ved investering.

Nu jubler du, fordi Skat frigiver penge, som de »uretmæssigt« har opkrævet. Det virker nærmest latterligt, at så stor en del af befolkningen er masseret ind i den vildfarelse, at staten som udgangspunkt ejer alt, og derfor bliver taknemmelig, hvis man bare får halvdelen af de penge, man selv har tjent!?

Hvert år, 15. marts, sidder jeg der selv foran skærmen i lighed med en million andre danskere på skat.dk og mærker det der helt særlige adrenalinrush, jeg kun husker, fra jeg var teenager og skulle på første date med en virkelig flot dreng fra Farum, eller da jeg sad i min lejlighed i Københavns Nordvest-kvarter og ventede på svar om optagelse på Københavns Universitet.

Ville min fremtid være sikret – enten med en virkelig lækker kæreste eller drømmeuddannelsen? Siden jeg blev selvstændig, har jeg dog aldrig kunnet dele det tåbelige opslag på Facebook. Jeg betaler nemlig skat, som Kirsten Birgit fra 'Den Korte Radioavis', der foretrækker at betale mindst muligt i løbet af året og afregner med årsopgørelsen. Jeg aner aldrig, hvad jeg kommer til at tjene et givent år, så jeg bider negle, mens jeg venter på svar i køen. Skal jeg mon betale 100.000 kroner eller 200.000 kroner i restskat? Måske endnu mere? Det regnskab kan altså give lidt af et rush. For selvom jeg hverken er Camilla Plum eller Amin Jensen, hende narkomanmodellen eller en af de andre lallende typer fra 'Luksusfælden', så er jeg altid lidt spændt på, om jeg nu har lagt nok til side i løbet af året.

Det gik i år. Og er jo ikke svært. Men hvorfor udlåne sine penge unødigt til Skat og tossejuble for refundering i marts 2022?

Skal kommunen bestemme?
Jeg blev noget overrasket, da jeg læste, at FAB, som administrerer almene boliger, nu vil forbyde rygning i deres lejligheder.

Odense Kommune, med Socialdemokraterne i spidsen, er venligt indstillet på det forslag.

Jeg priser mig lykkelig for at eje egen bolig, men det er sgu da lidt ulækkert, at hvis man ikke lige var heldig at komme på boligmarkedet i tide eller har økonomi til det i dag, så er det din kommune, der nu skal afgøre, hvad du må foretage dig i dit eget hjem!?

Gad vide, om vi nogensinde når en grænse for, hvad kommune og stat skal styre i privaten?

Hvad mon dommeren tænker?
Til gengæld blev jeg ikke det mindste overrasket over torsdagens dom over både Rasmus Paludan og Mimi Jakobsen. Først kaldte Mimi Jakobsen Paludan for åbenlys nazist på Facebook. Derefter kvitterede Paludan med i 'Aftenshowet' at kalde Jakobsen for nazisvin. Og da Mimi følte sig berettiget til det første, tog hun Paludan i retten for det andet.

Hvad fanden havde hun regnet med? Selv at gå fri for noget, hun selv startede, nærmest ordret?

10 dagbøder til begge, afregning ved kasse 1. Nogle gange tænker jeg, om folk er helt væk i hovedet – og jeg gætter på, at dommeren i sagen har tænkt det samme.

Ved politikerne det?
Og så blev jeg helt træt, da jeg læste, at lyntest med kæmpe fejlmargen af positivresultater kun »snart« kan skelnes fra pcr-testresultater i statistikkerne. Med 100.000 lyntest dagligt regner man med 500 falsk positive.

Det svarer jo næsten til det antal positive, der har stabiliseret sig i Danmark, og derfor kan vi åbenbart regne med, at tallet falder markant, når man endelig får skilt dette misvisende tal fra det reelle.

Ved SSI og vores politikere godt, at befolkningen bløder? At virksomheder går konkurs under tvangslukning, psykisk syge er overladt til egen skæbne, og 3.000 færre kræfttilfælde er diagnosticeret?
Eller er det bare skuldertræk?