Endnu er intet afgjort i forhold til formandskabets fremtid i Venstre. Selvom baglandets konklusioner stadig peger i samme retning, har meget få fantasi til at forestille sig, hverken hvordan ide konkret bliver omsat til handling, eller for den sags skyld, at ideen kan pakkes væk igen.

I mellemtiden hersker der en besynderlig ro i Venstre. Det er stilhed før stormen, som vil ramme Venstre på partiets hovedbestyrelsesmøde i Brejning 31. august.

I Venstre glæder mange sig i disse dage over, at foreningsdemokratiet er vågnet af dvale. Der afholdes regionale møder med partiets kredsformænd, hvoraf de fleste også husker at tale med deres lokalformænd. Nuvel, de taler om problemerne med partiets ledelse – og det er selvsagt en alvorlig sag – men det faktum, at de mødes og taler om fremtiden på den måde, glæder mange i partiet, fordi de igen føler sig som en folkelig bevægelse.

Baglandet er ikke reduceret til klappepølser for en strategi, der er lagt fra toppen.

Det er et lederløst opgør uden officielle modkandidater til ledelsen. I traditionelle politiske forløb kan man ikke vinde på den måde. Derfor spekuleres der heftigt i forskellige scenarier: Hvad nu, hvis Kristian Jensen melder, at han er parat til at trække sig, hvis Løkke gør det samme? Hvad nu, hvis Kristian Jensen ryger – kan Løkke så ikke bare sige: 'Fint, så er der ikke længere fløje', og så fortsætte? Hvad nu, hvis man får dem begge til at indvilge i, at landsmødet skal afklare fremtidens ledelse? Kan Løkke så ikke bare sige: 'Jeg er formandskandidat' – hvorefter der så ikke vil være nogen, der melder sig som modkandidat? Og selv hvis formandskabet klarer skærene – hvor stærkt vil de så stå hos vælgerne, medlemmerne og de folkevalgte – kan de regere?

Og sådan fortsætter analyserne i det uendelige. Analyser, som de er holdt op med at dele med medierne, for alvoren har sænket sig. Man påtager sig et stort og tungt ansvar, uanset om man vælter den ene, den anden, dem begge – eller ingen af dem.

Det kan både vise sig som styrken, men også som svagheden i oprøret, at det er baglandet, der sidder med opgaven. Ad flere omgange har partitoppen selv ringet stærke kræfter i baglandet igennem, de har også haft løjtnanter til det – og løjtnanters løjtnanter. Ingen ved nemlig, om rundringningerne beroliger eller opildner oprøret. Det hele foregår lige nu med fløjlshandsker.

I nogle lejre er man urolige over, at Løkke tilsyneladende er så rolig. Har han noget i ærmet? Eller vinder han endnu en gang en stirrekonkurrence, fordi han til alle tider er den med mest is i maven? I andre lejre tolker man roen som resignation, som om formanden godt ved, hvad klokken er slået. Og de fleste regner med, at Jensen er fortid uanset hvad.

Der hersker ikke bare en besynderlig ro i partitoppen -– roen har også sænket sig over baglandet. Telefonerne er ikke rødglødende længere. Baglandets ro bliver der tolket flittigt på fra Christiansborg. Nogle mener, at det er tegn på, at baglandet er kommet i tvivl, om de nu også tør gennemføre oprøret, hvis det vil kræve kampvalg. Men andre tolker roen i baglandet som afklaring. De ved, hvad der skal gøres, og derfor er der ikke mere at tale om. Min egen læsning er klart det sidste.

I sidste ende kommer det til at handle om personligheder. Det taler man også om i baglandet: Løkke er fighter, Kristian Jensen er taktiker, Stephanie Lose er pragmatiker.

Dem, der kender Vejle-egnen, fniser såmænd også lidt ad placeringen af hovedbestyrelsesmødet, for Brejning er en dejlig østjysk by, men er i lokalområdet mest kendt for at huse farlige psykisk syge patienter. Braget i Brejning bliver sindssygt, siger de, mens de analyserer videre på udfaldsmulighederne.