»Når jeg lukker øjnene og ser, hvilket billede der danner sig, så ser jeg Mette Frederiksen sidde i en bil, køre ind i den eneste palme ude i ørkenen.«
»Ovenover er det så en taleboble, hvor der står: »Det er godt, jeg købte en bil med Airbags.«
Sådan lyder det fra John Strand i mandagens afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid.
John Strand er CEO i Strand Consult, der blandt andet rådgiver store teleselskaber om den geopolitiske virkelighed.
Og det er med indsigter fra det arbejde – gennem 30 år – at John Strand vurderer, at Mette Frederiksen har fejlet i den måde, hvorpå hun har håndteret Donald Trumps udtalelser om Grønland.
Ifølge John Strand kunne situationen helt og aldeles være blevet undgået, hvis Mette Frederiksen havde grebet situationen anderledes an:

»Jeg siger ikke, hun skulle have lagt sig fladt ned og ladet ham (Donald Trump, red.) pisse på hende, men der må være en voksen i stuen, der sætter sig ned og siger 'lad os få løst det her',« lyder det fra Strand, der mener, at Mette Frederiksen har opført sig som en struds, der har stukket hovedet i jorden.
Her refererer han til, at Mette Frederiksen ikke har været i dialog med Trump siden d. 25. januar 2025, hvor hun havde en telefonsamtale med ham.
En telefonsamtale, der tilsyneladende gik »forfærdeligt«.
Det kunne man sidste år læse i Financial Times, der havde talt med en række anonyme kilder tæt på opkaldet.
Men dét er ikke en undskyldning for at »stikke hovedet i jorden«, lyder det fra John Strand i Borgerlig Tabloid:
»Der er idioter på begge sider af den her konflikt. Men faktum er, at kommunikationen mellem Danmark og USA har været ad helveds til siden d. 25. januar. Og når man kommunikerer, så er der altid to, der har ansvaret for kommunikationen,« lyder det fra Strand, der fortsætter:
»Hvis man vil løse et problem med Trump, så nytter det ikke noget at sende assistenterne. Så bliver man nødt til at gribe røret og ringe til ham og få en løsning.«
Ifølge Strand skal vi dog meget længere tilbage for at forstå, hvorfor vi er endt, hvor vi er.
»Kæden hoppede allerede af i 2019, hvor Mette Frederiksen sad i Det Hvide Hus og anerkendte, at der var et problem og lovede, at vi ville investere halvanden milliard i Arktis,« lyder det fra Strand, der fortsætter:
»I 2021 forlader Trump Det Hvide Hus, og i 2024 kommer det frem, at vi ikke har overholdt vores løfte overhovedet.«
Her refererer Strand til, at der fem år efter Mette Frederiksens løfter hverken var blevet investeret i droner eller radarstationer i Grønland.
I 2025 var det kun ét af tiltagene i pakken, der blev gennemført: nemlig en ny forsvarsuddannelse i Grønland.
»Så som udgangspunkt har hun stukket Donald Trump en løgn,« lyder det fra Strand.
Ifølge John strand er det dog langt fra den eneste fejl, regeringen og Mette Frederiksen har begået.
Hør om de andre i mandagens afsnit af Borgerlig Tabloid, hvor vært Joachim B. Olsen, også udfordrer Strand på sine påstande.
Hør det i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder.
B.T. har forelagt kritikken for Statsministeriet, som ikke er vendt tilbage med et svar inden deadline.

