Hvad skal man mene om Novak Djokovic? Spørgsmålet har hængt i luften i årevis på grund af verdensetterens utraditionelle tilgang til sundhed og ofte mildt sagt kontroversielle holdninger.
Man kan trække på smilebåndet over Djokovics overbevisning om, at intens bøn kan forvandle forurenet vand til rent ditto, eller af hans tro på, at den kegleformede cylinder, som står ved siden af hans taske under turneringer, hjælper ham fysisk under kampene. Hans holdning til vacciner er langt mere problematisk.
Djokovic er både sin sports måske største udøver i historien og samtidig dens sorte får. Han er gennem hele karrieren blevet buhet af tilskuere rundt om i verden. Måske fordi han ikke retter ind, måske fordi han truer med at slå sportens helt store kæledægge Roger Federers rekorder.
Jeg spiller selv tennis, og diskussionen om, hvorvidt Federer er en større spiller, kommer tit op i omklædningsrummet. Næsten alle er enige om, at det er han – og der er pudsigt nok næsten ingen, jeg har talt med, som holder med Djokovic.
Selv har jeg altid haft et ømt punkt for den kontroversielle serber, der gennem karrieren har suget energi på andres negativitet mod ham. Selv i dag, hvor han vel ubestridt er verdens bedste, ser han sig selv som en underdog. Her er han en modpol til den renskurede og lidt glatte schweiziske elegantier, og så har han i øvrigt været en aktiv talsmand for bedre rettigheder for de lavere rangerede spillere i mange år.
Tro kan som bekendt flytte bjerge, og serberens resultater taler for sig selv. Før året er omme, vil han formodentlig have slået stort set samtlige rekorder i sporten – hvis han altså får lov at spille.
For han er havnet i orkanens øje i to helt afgørende debatter i tiden – og han kommer næppe ud af stormen uden alvorlige skrammer.
Debatten om vaccinemodstandere er i den grad spidset til. Tidligere på uge sagde Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, at han ville gøre, hvad han kunne, for »at pisse dem af«. Tyskland har vedtaget obligatorisk vaccination for alle voksne. Folkestemningen i de fleste lande er, at det er usolidarisk ikke at lade sig vaccinere.
Det øger næppe Djokovics popularitet i den verden, og jeg har læst adskillige indslag på de sociale medier om, at man burde tvangsvaccinere ham og andre nejsigere.
Historien viser dog, at tvang sjældent betaler sig. Leicester i England var i slutningen af 1800-tallet hjemsted for en intens antivaxerbevægelse. Dengang gjaldt det sygdommen kopper. Tusindvis af byens borgere blev dømt og mange fængslet for at nægte at lade deres børn vaccinere. Jo hårdere kravene om vaccination blev, des mere stædige blev Leicesters borgere. Og det var faktisk dem, der på sigt vandt kampen og fik omstødt loven om tvangsvaccination.
Tvang opnår sjældent noget godt på sigt, og i øvrigt er det langtfra kun Djokovic, der er uvaccineret. Cirka hver sjette Premier League-spiller havde eksempelvis stadig ikke fået første stik i slutningen af december.
Den anden debat, hvor Djokovic er blevet ufrivilligt midtpunkt, er om særbehandling og privilegier. Han troede, at han som forsvarende mester i Australian Open ville få en særlig dispensation. Han fik interessant nok også en, men kun fra delstaten Victoria. Det var de føderale grænsevagter, der nægtede ham adgang til Australien.
Sagen blev hurtigt stærkt politisk, og Australiens premierminister, Scott Morrison, der få dage før havde givet udtryk for, at det var op til delstaten Victoria at bestemme, skiftede pludselig hest og var stærkt forarget over, at Djokovic forventede særbehandling på dette område. Der er valg i Australien om få måneder, og forargelse sælger politiske billetter.
Der er gang i et større opgør med privilegier internationalt. Tænk bare på den modvind, prins Andrew og det britiske kongehus er kommet i, fordi de prøver at gemme sig bag kongelige privilegier. Dette opgør med særregler er velkomment, men der er mange privilegier i verden, og der er desværre ikke meget, der tyder på, at vi går mod en mere ligelig og retfærdig verden.
Skal vi være forargede over Novak Djokovic? Jeg synes det ikke. Efter min mening burde han selvfølgelig bare have fået det stik og så komme videre. Men det er jo helt tydeligt noget, han føler stærkt for. Han bruger så vidt muligt også alternativ behandling generelt.
Det er klart, at samfundet må tage de nødvendige forholdsregler i en pandemi, men det er jo også muligt at pålægge dem, der ikke vil vaccineres, ekstra skrappe testkrav. Tvang og forbud graver bare grøfterne dybere, og det er ikke i samfundets interesse.
Djokovic vil formodentlig blive mødt med endnu større buhråb ved de turneringer, han får lov at spille ved dette år. Jeg bliver ikke en af dem, der buher ham.
