Mobning. Manglende sociale kompetencer. Søvnproblemer. Konsekvenserne af børns stigende forbrug af digitale medier er mange og alvorlige.

Forældre skal derfor i højere grad blande sig i deres børns færden på internet og sociale medier. Det mener Lykke Møller Kristensen, der er forfatter til ‘Dit digitale barn har brug for en voksen’.

»Vi har i mange år skabt en fortælling om, at vores børn er digitalt indfødte, der lynhurtigt kan ‘swipe’ og downloade. Men selvom de måske rent teknisk mestrer det, så viser det sig jo, at der er nogle ting, de ikke kan finde ud af. Som f.eks. hvordan man kommunikerer med sine kammerater online. Dér har vi ikke opdraget vores børn godt nok,« siger Lykke Møller Kristensen, hvis bog for nylig er udkommet.

Budskabet er, at de voksne langt fra er gode nok til at opdrage deres børn digitalt. Derfor skal de blande sig i, hvad der foregår, når barnet er online.

Ikke blot ved nøjes med at opstille regler om skærmtid, men ved nysgerrigt og interesseret spørge ind til Snapchat, Youtube og kommentarer på sociale medier som f.eks. Facebook eller Instagram.

»Hvis vi løbende taler med vores børn, kan vi lettere opdage, hvis de har fået en sur besked, deler billeder af hinanden, eller ser videoer på Youtube, som de ikke bør se,« siger Lykke Møller Kristensen.

Op mod 95 pct. af de 3-12-årige danske børn har adgang til en tablet, og mere end 90 pct. har adgang til en tablet, viser tal fra DR Medieforskning.

Læg dertil, at halvdelen af alle 11-årige bruger mindst to timer på skærmen dagligt.

Spørger du ikke nysgerrigt ind til, hvad dit barn foretager sig på sociale medier, risikerer du, at det lukker sig selv ind i en hemmelig verden, du ikke har adgang til. Vis mere

Når den digitale opdragelse kan være svær at gribe an, skyldes det bl.a., at den digitale verden er mere skjult end den virkelige.

»Når børn leger i skolen eller i deres fritid, spørger vi jo altid, hvordan det er gået. Det samme skal man også gøre med telefonen. Så vi viser dem, at den digitale verden er en lige så stor del af deres opdragelse, som den der ligger udenfor,« siger hun.

Konsekvensen kan nemlig være, at børnene allerede fra de er ganske små risikerer at begrave sig i en hemmelig verden, hvor de kan være enormt sårbare uden en voksen.

Forstået på den måde, at de måske ikke selv er i stand til at overskue og reflektere over konsekvenserne ved f.eks. at håndtere en konflikt online, der måske skulle have været taget ‘face to face’

Lykke Møller Kristensen. Foto: Henrik Bjerre. Vis mere

Lykke Møller Kristensen anerkender, at det kan være svært og akavet at blande sig i en ellers lukket verden.

Men hvis man spørger generelt for frem at spørge direkte til barnet selv, kan det være en måde at få adgang på.

F.eks. kan man spørge om, hvorfor nogle får 'likes' og andre ikke gør, eller hvordan det foregår, når flere spiller på samme server på samme tid.

»Så får man mulighed for at se, hvad der foregår. Man kan jo ikke opdrage digitalt uden at vide noget konkret om det,« siger hun.