Man kommer ikke udenom, at Dansk Folkeparti i den grad var med til at sætte den politiske dagsorden i 2025.
Både når det kom til stigende fødevarepriser og remigration.
Derfor kan man også fristes til at tænke, at partiet var for tidligt ude med deres budskab i forhold til den kommende valgkamp.
Dansk Folkepartis 'nedtur' ses også i meningsmålingerne, hvor Moderaterne nu har overhalet dem med hele 3,1 procent.
Samtidig er partiet gået fra at få 5,7 procent af stemmerne til 5 procent i den seneste meningsmåling fra Voxmeter.
Men hvis man spørger Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, så har partiet altså helt styr på tingene.
Det fortæller han i det seneste afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid.
»Socialdemokratiet havde ikke haft nogen politik, hvis det ikke var for Dansk Folkeparti. Det er jeg faktisk enormt stolt af,« lyder det fra Morten Messerschmidt, der fortsætter:
»De andre partier ved godt, at det er dem, der har skabt problemerne, og de eneste løsningsforslag, som de har, det er at kopiere vores politik.«
Ifølge Dansk Folkepartis formand bør den kommende valgkamp derfor handle om at spørge danskerne, om de vil have et »kopiprodukt« eller »the real deal«.
En pointe, som B.T.s chefredaktør og vært på podcasten, Simon Richard Nielsen, hurtigt spørger ind til:
»Men lige nu vil de jo ikke have the real deal?« spørger han undrende med henvisning til Dansk Folkepartis resultater i de seneste meningsmålinger.
Han peger samtidig på, at remigrations- og udlændingedebatten allerede er kørt.
En problematik som Morten Messerschmidt ikke vil anerkende:
»Bare vent til valgkampen. Vi har forberedt de fedeste ting,« siger han og fortsætter:
»Vi har brugt januar og februar på at forberede den store, afgørende match overfor Lars Løkke og Mette Frederiksen.«
Og hvis man nu tænker, at politikken ikke kan blive strammere, så kan man godt tro om igen.
For Dansk Folkepartis formand vil i hvert fald ikke afvise det.
Han understreger samtidig, at partiet er i fuld gang med valgkampen – og at der snart kommer nyt.
Du kan lytte til Borgerlig Tabloid på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:


