Det virker, som om der er en uskreven regel

Der har figureret nøjagtig 365 mænd og 58 kvinder på forsiden af musikmagasinet Gaffa de seneste 14 år!

Sådan starter indledningen på det spritnye musiknummer, 'Vi siger det bare', produceret af den kvindelige duo, som kalder sig Nye mennesker. Duoen består af to sjove og skønne mennesker, Line Bøgh og Ann Falden. Nummeret udkom på kvindernes internationale kampdag 8. marts.

Ydermere lyder sangteksten med slet skjult sarkasme:
'Sex sælger, og dette kan umuligt være en overraskelse for nogen og da slet ikke i musikbranchen!'

Og videre:

'Man kan måske konkludere, at sex er en genvej til at komme på forsiden af Gaffa, hvis man som kvinde gør sig forhåbninger om at blive anbragt der.'
Dette nummer blev til, før #MeToo-kampagnen brød løs.

Men duoen har da bestemt klappet tidsånden lige i r….!
For det er jo ikke kun i filmbranchen, der eksisterer en krænkelseskultur - tilsyneladende også i musikbranchen. Desværre nok ikke en overraskende nyhed.

Teksten peger også på, hvordan de forskellige mænd og kvinder poserer, og hvad de har på af outfit (eller ikke har på), og mange af de mandlige musikere sælger sig selv på et scruffy look! Mens de kvindelige musikere helst skal posere i miniskørter eller næsten det bare ingenting.

Er det fakta, der indikerer kønsdiskrimination, og er det i orden, at der bliver gjort forskel på mænd og kvinder?

Gaffa udtaler selv:

Når man får lov til at pryde Gaffas forside, så er det, fordi man er det mest interessante valg. Ikke nødvendigvis det populære valg eller den artist, der har fået flest stjerner sammenlagt over tid. For nogle kan det måske virke underligt, at det ikke altid er en seksstjernet artist, der pryder forsiden, men der er flere forskellige faktorer, der spiller ind.

Forsiden kan eksempelvis prydes af en artist, som er 'the talk of the town' – altså en artist, der er virkelig hypet på den ene eller anden måde. Det kan derimod også være en artist, som vi mener fortjener opmærksomhed, og som vi spår stor opmærksomhed og succes i fremtiden.

De nævner ikke noget om kriterierne for at komme på forsiden, det er jo musikken, det handler om - er det ikk'?
Det virker, som om der er en uskreven regel, der lyder: 'Vi vil ikke have grimme piger!'

Da filmen kom ud, var der mange mennesker, der nærmest gik i chok over, at Charlize overhovedet TURDE spille grim.
Det virkede på folk, som om hun satsede HELE BUTIKKEN og satte sin succesfulde skuespilkarriere totalt på spil ved grænseløst at kaste sig ud i at være G-R-I-M!

Jeg selv har jo engang levet af at være smuk, fræk og sexet. I min karriere har jeg nydt at vise min skønhed frem. Det var naturligvis også det produkt, jeg solgte. Sex. Så på den måde giver det mening. Ikke noget galt i det. Senere i min karriere beviste jeg, at jeg ikke var en ding-dong-dum blondine, men at jeg også kunne fremvise en okay IQ.

I dag nyder jeg bare at være en naturlig femme fatale uden botox.
Det er et selvskrevet og ufravigeligt krav, at alle kvindelige kunstnere skal respekteres for det indhold, de skaber - skal vi ikke bare sige det?

For nylig har Gaffa fået en kvindelig chefredaktør … vi siger det bare!

Gaffas ansvarshavende chefredaktør Sidsel Tomassen har sendt følgende svar som genmæle til Sussi La Cours blogindlæg:

«Jeg har været bekendt med Line Bøgh og Ann Faldens sang 'Vi sir’ det bare' i flere år. Den udkom første gang i oktober 2016, hvor jeg endnu ikke var blevet chefredaktør på Gaffa. Jeg er pt. også i dialog med deres pressekontakt, da de ønsker at interviewe mig i forbindelse med deres genudgivelse af sangen, og det vil jeg naturligvis gerne være med til.«

»For en god ordens skyld skal det lige siges, at de tal, der figurerer i sangen, ikke er opdaterede tal og fra før jeg blev chefredaktør. Jeg har ikke styr på, hvorvidt mine forsidevalg ændrer noget for kønsbalancen i den nye opgørelse, som de har ladet mig vide, at der vil komme. Primært fordi jeg fokuserer på at smide den mest interessante artist på forsiden - uanset køn, udseende og stil. Vores fotoshoots og den kreative proces derom forgår i øvrigt altid i tæt samarbejde med artisten selv, så hverken mænd eller kvinder bliver presset ud i noget, de ikke kan identificere sig med.«