Jeg har været lærervikar. Jeg tog jobbet, fordi pengene var gode. Nogle af mine venner tror, at det var et lyserødt eventyr. Men nej. Min tid som lærervikar var nærmere en periode, hvor hundredvis af børn oplevede en slags omsorgssvigt.

Jeg pendlede først mellem fem forskellige skoler. En af de første gange hilste jeg kort på viceskolelederen om morgenen. Hun smed mig på hovedet ind i en stor 1. klasse, tætpakket med elever. Der var elever med diagnoser, men jeg vidste ikke hvem. En elev lagde sig på bordet og skreg fra starten. Og kort tid efter blev klassen til et kaos af larm og gråd.

Senere afløste jeg en lærer på fuldtid. Igennem flere måneder! Pludselig var jeg ikke en nødløsning. Jeg ’underviste’ i hjemkundskab uden at kunne koge æg. Jeg underviste i håndarbejde uden at have rørt en symaskine i 10 år. Ofte underviste eleverne mig mere, end jeg underviste dem. Jeg havde ingen faglige evner. Ingen pædagogisk viden. Og ingen autoritet.

Jo, jo. Der var nogle timer, der var gode. Nuancerne skal med. Men det gik totalt galt med især én klasse. De små børn havde ingen tillid til mig. Stemningen var kold, så vicerektoren måtte hjælpe til. Timerne måtte have været dobbelt så ubehagelige for børnene, som de var for mig.

Jeg forlod lærervikarjobbet med en slags frygt for børn i store flokke. Og siden dengang i 2013/14 - lærerkonflikten var i 2013 - har jeg set, at antallet af lærervikartimer er eksploderet. Jeg mener, at hele lærervikar-funktionen burde skrottes, som vi kender den. For jeg husker de timer, hvor jeg selv stod bag katederet: Det var timer, der ofte var uden fagligt indhold. Timer, der var støjfulde. Timer fyldt med gråd. Timer med slagsmål. Og timer med kaos. Ren kaos.

Jeg fatter ikke, at man i den danske folkeskole anno 2018 kan byde helt små elever det. Problemet er, at der er for få ledige lærere med en læreruddannelse. Og de hårde vilkår for lærerne siden 2013 betyder, at lærerne oftere melder sig syge, så der skal bruges flere lærervikarer.

OK-forhandlingerne i 2018 har ikke ændret på katastrofen. Det er jo til at tude over, at lærerne skal vente på en kommission, mens lærervikarerne bliver flere.

Børnene i folkeskolen vælter stadig rundt i problemer. Deres lokaler er lumre og gamle. De har kilometer lange skoledage. Der er støj, larm og råben. Tro mig. Og tilmed skal de nøjes med en ung lærervikar, der kom for pengenes skyld.

Du tænker måske, at lærervikarerne da også bare kunne tage sig sammen. Jeg prøvede selv alt. Blød pædagogik. Hård pædagogik. Venskabelige samtaler. Det hjalp sjældent.

Folkeskolen savner sgu en akutreform. Vi kunne investere i lønbonusser til lærerne. Arbejdstidsregler til lærerne. Verdens bedste læreruddannelser. Alt det, der kunne få unge til at flokkes om lærerjobbet. Men nej. Løkke har fyret penge af på bilejere, boligejere og billigere Lamborghinier.
Lad os nu i stedet få skaffet børnene nogle rigtige lærere.

Du tænker måske, at jeg burde sige op dengang. Jeg kom jo kun for pengene og var ligeglad, ikke sandt? Men jeg kan love dig, at jeg gjorde mig umage, da jeg fattede, hvilket ansvar jeg stod med.
Jeg gjorde mit bedste. Men jeg var, som lærervikarer nu er, elendig til mit job.

Og jeg kan sige med sikkerhed: Ansvaret for 25 børn burde ikke ligge i hænderne på en bumset dreng, der stadig er teenager. Det har hverken han eller børnene fortjent. Lærervikarer på 19 år uden uddannelse burde være et no go.