Når danske børn lægger sig til at sove om aftenen, er det alt, alt for ofte med ondt i maven. Med ondt i sjælen. Spørgsmålene kører rundt i hovedet:

'Er jeg dygtig nok?', 'er jeg populær nok?', 'har jeg styr på det hele?', 'er jeg god nok?'.

Aldrig før har vi på papiret været så rige, men aldrig før har vores børn og unge haft det så skidt. Så hvor trykker skoen?

Jeg er ikke i tvivl om, at ét af de allerstørste problemer er det test- og måletyranni, vi har sænket ned over barndommen og ungdommen.

Fra den dag vi afleverer vores børn med vrikkende blerumper i vuggestuen, og til de forlader en ungdomsuddannelse med kroppen fuld af hormoner, bliver de målt og vejet.

Ikke mindst i folkeskolen kvæler vi børnene i tests og sammenligninger. Vi sammenligner dem med hinanden, vi sammenligner klasser, sammenligner skoler, vi sammenligner med udlandet. Men, som man siger: En gris bliver ikke tungere af at blive vejet. På samme måde bliver børn ikke klogere af at blive testet. Eller dygtigere af at blive reduceret til et tal, til en karakter.

Som en skolelærer beskrev i et debatindlæg i Politiken sidste år:

Matias scorede 'under middel' i dansk i den nationale test, selvom han er langt dygtigere. Nu er det min opgave at bringe ham nyheden.    

»Du skal vide, at jeg ikke vurderer dig til at ligge under middel.«

Jeg kigger Matias ind i øjnene, selvom det er svært. Der er tårer derinde. Jeg ved jo for fanden godt, at jeg lige har stemplet ham. Selvom jeg overhovedet ikke engang er enig i testens vurdering, er hans selvtillid, som jeg har forsøgt at booste, siden jeg overtog klassen, i frit fald.

Det er hjerteskærende læsning. For testkulturen gør langt mere skade end gavn. Børn mister det selvværd og den kreativitet, som de er født med.

De bliver bange for at fejle, de lærer sig at give de rigtige svar frem for at stille de vigtige spørgsmål. De mister det allervigtigste brændstof, de har - nysgerrigheden.

Faktisk er den så vigtig, at vi i Alternativet drømmer om at omdøbe Undervisningsministeriet til Ministeriet for Livslang Nysgerrighed. Vi drømmer om at slippe vores børn fri fra karakterer og test og i stedet lade dem vove, lade dem fejle, lære af fejlen, vokse og gro uden at skulle tænke: 'Er jeg middel?', 'er jeg under middel?'.

Vi drømmer om, at vores børn kan lægge sig i sengen om aftenen, trække dynen op om hagen og vide helt ind i hjertet, at de er gode nok.