Hvad gør du, når hadske typer sidder ved skærmen og sviner dig eller andre til? Når de mistænkeliggør og plastrer vores skærm til med lede, onde og hadske ytringer. Hvad gør du så?

Jeg tror, du gør det samme, som de fleste af os gør. Vi scroller ned. Vi klikker videre. Vi ignorerer dem. Vi gider dem simpelthen ikke. Nogle gange blokerer vi dem. Det kan der være god grund til. For ord er stærke. De kan gøre os kede af det, de kan gøre og glade, men ord er også magt.

Nogle gange prøver jeg på en eller anden måde at beskytte mig selv mod deres had ved at forestille mig, hvem de er.

Ofte skriver de om natten. Jeg ser for mig en dunkel kælder med en mand (undskyld mænd), der sidder i sine nussede underbukser midt i et rod af coladåser og pizzabakker. Det gør ligesom det hele lidt nemmere og ordene mindre magtfulde.

Men nogle gange skulle vi måske også bruge ordets magt og gå i rette med deres hadske ytringer – sige dem imod? Vise dem og alle andre, at de er en minoritet.

Ja, jeg ved, at det kan fremprovokere yderligere hadske opslag fra nethaderne, hvis man svarer dem. Men måske har de godt af at høre, at der findes andre synspunkter. Synspunkter og argumenter, der kan formuleres uden had.

Ikke mindst tror jeg, at vi andre har godt af at se, at der findes ordentlige og anstændige mennesker med ordentlige og anstændige argumenter. Og at flertallet – de ordentlige – tager dialogen seriøst. Ja måske ligefrem overdøver dem.

Jeg ved, at jeg ikke altid selv er det bedste forbillede. Ind imellem er jeg lige kæk nok og måske provokerende, når jeg går på sociale medier. Men nogle gange bliver jeg altså træt af alle brokkerier.

Som når jeg får 117 e-mail på få timer fra folk over hele verden, der klager over grindedrab på Færøerne. Eller da jeg var fødevareminister og havde ansvaret for hundeloven. Er du vimmer, hvor det satte følelserne i kog.

Og mange syntes, de skulle skrive på min facebook-side. Igen og igen. Så de benyttede et hvilket som helst opslag om andre emner til at argumentere for deres sag – og ikke altid på en særlig pæn måde. Det kan man godt blive lidt træt af – og ikke mindst mine følgere blev rigtig trætte og forsvandt en efter en. Pænt irriterende.

På et tidspunkt lavede jeg et opslag med årets første vintergækker og håbet om snarligt forår. Og tilføjede: ’Den første, der skriver noget om hundeloven i dette opslag bliver slettet. Straks!’ Vi har alle en grænse.

Men hvis vi bare ignorerer dem, ender vi alle sammen med at få den opfattelse, at alle andre mennesker i kongeriget er hadske. Det er jo det, vi ser på nettet. Det er det hadske, der får lov til at fylde.

Men vi kan beslutte noget andet. Vi kan hver især bruge ordets magt til at vise, at det ikke er rigtigt. Til at overdøve dem. Til at vise, at vi grundlæggende er en nation af selvstændigt tænkende og grundlæggende ordentlige mennesker.

I stedet for kun at samles på nettet med folk vi er enige med, kunne vi overveje at stille os selv en opgave:

En gang om dagen skriver vi hver et lødigt indlæg som svar på et af de hadske. Vi tager ordet tilbage, tager magten på nettet tilbage, og overdøver alle haderne. Det kunne måske oven i købet virke? Så kan de lære det!