Sandheden er ikke altid ilde hørt. Den kan faktisk være en lettelse.

Den forløbne uge har budt på en del af den slags sandheder, hvor man bagefter siger tak-og-kunne-du-ikke-bare-have-sagt-det fra-begyndelsen.

For eksempel sidste weekend, da statsministeren i TV 2 skulle forklare, hvorfor man ville åbne de temmelig smittefarlige indkøbscentre.

Hun svarede kort fortalt, at det gjorde man, fordi der var penge i skidtet. Underforstået, at de i øvrigt langt mindre smittefarlige museer stadig må holde lukket, fordi der ikke er penge i dem.

Tak for den besked. Vi går efter pengene.

»Hvorfor må en 16-årig nu møde ind i folkeskolen, mens en anden 16-årig ikke må møde ind i gymnasiet?« blev hun også spurgt.

Og Mette Frederiksen forklarede så, at der var taget et menneskeligt hensyn til dem, der skal afslutte deres skolegang i folkeskolen og på efterskolerne.

Tak for den besked. Ja, vi gør forskel på folk, hvis det giver mening. Og ja, vi ved godt, at efterskolerne er oppe i det røde smittefelt i Seruminstituttets analyser.

Hvis man holder sig til sandheden, kan man sjovt nok komme af sted med temmelig meget. Ovenikøbet i et land, der med bævende læber ellers er meget optaget af ikke at gøre forskel på den ene og den anden og ikke at være hård mod den tredje.

Og som ugen gik, hørte vi også sundhedsministeren erkende, at Danmark i epidemiens begyndelse ganske enkelt ikke havde udstyr til at teste og opspore og isolere i stor stil, sådan som vi gør nu.

Det bad WHO os ellers om fra starten. Dengang sagde Sundhedsstyrelsen, at WHO næppe havde Danmark i tankerne. Vi andre tænkte, at det godt nok lød mærkeligt. Og nu har vi så fået den rigtige forklaring.

Og tak for den. Den har været cirka 75 dage undervejs. Men det er alligevel en lettelse at få at vide, at man ikke er helt idiot. Sandheder – også de ubehagelige – er med til at rydde op i sjælen.

Vi er nogle, der stadig husker, dengang Thorning-regeringen blev kritiseret for at forkorte dagpengeperioden. Og vi husker især, at økonomiminister Margrethe Vestager iskoldt sagde, at 'sådan er det jo' om de mennesker, der på grund af de nye regler ville ryge ud af systemet og over på bistandshjælp.

Det slap hun faktisk af sted med. Måske fordi sådan en sætning jo blæser støvet af den hændervridende grundlovsfæstede danske bekymring. Ja, på et tidspunkt er der ikke flere dagpenge.

Nu venter vi så på de andre sandheder. Er det f.eks. korrekt, at vi i dag holder mindst 500 for mange senge i corona-beredskab på sygehusene, og at den unødvendighed har været en væsentlig årsag til 30.000 aflyste operationer?

Er det korrekt, at vi med meget få corona-indlæggelser ikke længere kan opretholde myten om et sygehusvæsen, der overalt er under pres? Eller er spørgsmålet upassende?

Og statsministeren må også gerne forklare, hvorfor hun indkaldte alle Folketingets partier til møde om åbningens fase to – men allerede dagen forinden gik ud og fortalte, hvad den samme åbning ville medføre.

Og så kan de andre partier i øvrigt forklare, hvorfor de finder sig i det.

Kom gerne med svarene. Vi er klar med tilgivelse.

Sandheden er ikke ilde hørt.