Gennem hele min ministertid var den dreng, der vokser op i et ghetto-område, en rettesnor for mig.

En rettesnor i den forstand, at han har været inspiration til en stor del af de krav, vi begyndte at stille, og de opstramninger af udlændingepolitikken, vi foretog. For en dreng, der er vokset op i f.eks. Gellerupparken i Aarhus, har ganske enkelt ikke de samme muligheder som en dreng, der vokser op i Glyngøre, nær mit eget barndomshjem, og det kan vi ikke være bekendt.

Vi kan ikke være det bekendt over for ham, men vi kan selvsagt heller ikke være det bekendt over for det danske samfund. For når en dreng som ham kommer dårligt fra start, så er sandsynligheden for, at han ikke kommer til at bidrage positivt til det danske samfund, alt for stor. Dårlig integration og arbejdsløshed går ganske enkelt i arv.

Når en dreng som ham ikke har de samme muligheder som andre børn, så hænger det grundlæggende sammen med, at vi i generationer ikke har formået og ikke har turdet stille krav til de flygtninge og indvandrere, der er kommet til Danmark.

Høje ydelser, manglende krav og en besynderlig angst for at 'træde nogen over tæerne' ved at stille håndfaste krav om f.eks. at arbejde og at indordne sig. Det har samlet set gjort, at integrationen har været fejlslagen, og det var årsagen til, at den tidligere borgerlige regering strammede gevaldigt op.

Selve symbolet på den fejlslagne integration er ghetto-områderne. Parallelle samfund som ikke er Danmark. Huller i danmarkskortet.

Vi gennemførte derfor en parallelsamfundsstrategi, der skal rydde op i problemerne. Beboersammensætningen i de områder skal ændres, vi skal have kriminaliteten ned, flere skal i arbejde, og børnene skal lære dansk. De skal kort sagt 'have Danmark ind under huden'. Ellers bliver næste generation lige så dårligt integreret, som den voksne generation er i dag.

Det er derfor, vi vil rive boligblokke ned.

Det er derfor, vi vil tvinge børn i daginstitutioner. Vel at mærke i institutioner med en sammensætning af børn, hvor maksimum 30 pct. må have ikke-vestlig baggrund.

Det er også derfor, vi indførte dobbeltstraf for kriminalitet begået i ghettoerne, og vi indførte et opholdsforbud, så eksempelvis bandemedlemmer kan dømmes til ikke at måtte befinde sig i et bestemt ghettoområde.

Alt sammen for at få rettet op på den fejlslagne tilgang og berøringsangsten. Nu er den årlige ghettoliste udkommet. Listen taler sit eget tydelige sprog. Vi er langtfra i mål endnu. Nogle vil sikkert sige, at tiltagene fra ghettopakken lige skal have lov til at virke, ja vist.

Men når så den nuværende regering desværre er gået i gang med at bløde op, så vil det modarbejde den plan, der er blevet lagt for at få et ghettofrit Danmark, som mange af os ønsker.

Først besluttede regeringen, at man ikke længere skal kalde ghettoer for ghettoer, fordi man er bange for at stigmatisere folk. Jeg må indrømme, at jeg ikke kan pege på ret mange problemer, der er gået væk ved at undlade at tale om dem, og derfor er det en klar fejl ikke at ville tale om ghetto-områder længere. Man bør kalde tingene for det, de er: nemlig ghettoer.

Det næste sted, man har slækket, er på kravet om loftet over antallet af børn med ikke-vestlig baggrund i børnehaver. Efter regeringsskiftet er kravet blevet lempeligere, så det betyder, at flere kommuner kan vente i fem år med at få loftet i børnehaverne indført. Det er direkte skadeligt, at regeringen har lempet på dette krav.

For det er logisk, at hvis der kun er f.eks. fem til ti procent børn med dansk baggrund i en daginstitution, så fylder den ikke-vestlige kultur ganske enkelt for meget – og det danske sprog for lidt.

Flere kommuner beder nu også om udsættelse af nedrivningerne af boligblokke i ghetto-områder, og hvis det sker, så kommer vi blot til at opleve endnu en ghettoplan uden virkning.

Det er helt afgørende, at vi står fast på at ville have ghettoerne væk, så børn i Danmark reelt får lige muligheder. Også drengen fra ghettoen.