Jeg er både stolt og taknemmelig over at være dansker, og jeg elsker vores kultur og værdisæt.

Men jeg oplever desværre også, at både kultur og værdisæt er sat under pres i disse år. Det gælder både i det store som f.eks. ytringsfriheden efter Muhammed-tegningerne, men også i mindre hverdagsting, hvor f.eks. skoler og arbejdspladser tager et udstrakt hensyn til muslimer for ikke at krænke dem.

Vi lider ganske enkelt under en behagesyge og en angst for at krænke frem for at sætte foden ned og bede folk om at indrette sig og tage Danmark og danskheden til sig.

Jeg har gennem det seneste cirka halve år registreret i hvert fald tre eksempler på behagesyge og manglende stolthed over danskheden, når det gælder noget så dejligt som den danske sangskat.

Nogen vil sikkert mene, at det er et ganske lille problem, men jeg mener, at det er eksempler på noget mere grundlæggende. Det stikker dybere, da det viser en manglende stolthed over det at være dansk.

Først var der sagen om 'Den danske sang er en ung blond pige', som af en underviser på CBS blev opfattet som krænkende, fordi hun ikke selv var blond eller for den sags skyld et barn af det havblå rige.

Hun var nemlig af udenlandsk herkomst og mørk. På CBS klappede man hælene sammen, kapitulerede og undskyldte over for damen i stedet for at sige til hende, at sangen er en del af den danske sangskat, og at den repræsenterer noget ærkedansk, som vi er stolte af. Man kunne blot have sagt til hende, at hun må indrette sig. I stedet indrettede et stort flertal sig efter én enkelt dame, som følte sig krænket.

For nylig droppede Vilhelmsborg Festspil deres 28-årige tradition om at synge vores dejlige nationalsang i forbindelse med afslutningen på festspillet. Årsagen til, at den lange tradition blev droppet, var bl.a. ifølge formanden for festspillet, Lisbet Lautrup Knudsen, at »… den ældre generation holder meget af vores nationalsang, mens de yngre synes, at den har noget nationalistisk over sig. Set i lyset af det, tidernes skiften, og at vi denne gang befinder os i USA (i forestillingen. red.), besluttede vi os for at prøve ...«

Nu er det jo ligesom givet, at en nationalsang har et nationalt præg og en stolthed i forhold til det land, som den repræsenterer. Det er selve ideen med at have en nationalsang. Det handler om fællesskab og fortællingen om landet, og det er der absolut intet at være skamfuld over. Tværtimod! Vi skal da i endnu højere grad synge sangen om vort yndige land.

Senest er der dukket en diskussion op om, hvorvidt Isam B's sang 'Ramadan i København' skal med i den kommende udgave af Højskolesangbogen. En sang, der selvsagt handler om muslimernes fastemåned, ramadan.

Jeg hører til dem, der mener, at en sang som denne ikke burde blive en del af Højskolesangbogen. Højskolesangbogen er en samling af den danske sangskat – og den skal ikke være et eller andet multietnisk forum, der skal inkludere sange om ramadanen.

Jeg vil spændt følge med i, hvordan denne sag ender, og så vil jeg imens tillade mig at være stolt og taknemmelig over at være dansker!