Klumme skrevet af Ann Lehmann Ericsen, forbrugerøkonom i Nordea.

En ting er teori, noget andet er praksis. Hvis du spørger eksperter i privatøkonomi, om de voksne børn skal betale for at bo hjemme, når de fylder 18 år, er eksperternes omkvæd ofte, at det er en rigtig god idé.

»Lad unge betale lidt ’husleje’ for at bo hjemme, også selvom forældrene ikke har brug for pengene,« lyder devicen.

Tager vi et virkelighedstjek og spørger de unge, om de betaler for at bo hjemme, er det kun lidt mere end hver tiende, der betaler husleje til forældrene. Det gælder, uanset om det er unge, der studerer, unge der holder sabbatår eller unge i arbejde. Og huslejen er ret beskeden. Typisk koster det en tusse om måneden, at bo hos ’de gamle’. Sætter vi tal på, hvor mange eller rettere hvor få, der betaler for at bo hjemme, er det lige over 15.000 ud af de 128.000 unge på 18 år eller ældre, der er hjemmeboende.

Hvem har ret? Er det eksperterne, eller er det forældrene, som ganske sjældent beder de unge om at betale for kost og logi? Eksperterne siger, at unge bliver mere økonomisk ansvarlige og forberedt på at flytte hjemmefra, hvis de lærer at have faste udgifter som f.eks. kost og logi. Så lærer de at lægge et budget. Eksperter mener også, at skiftet fra ikke at betale noget hjemme til at flytte hjemmefra er så stort et chok for unge, at de let kan blive fristet til at optage forbrugslån for at opretholde deres levestandard, hvis de ikke er vant til at skulle give afkald på noget.

Hvad sker der så i virkeligheden, når de unge flytter hjemmefra? Har eksperterne ret? Nej, det har de heldigvis ikke.

Det er kun lidt over hver tyvende unge, som blev overrasket over, hvor svært det var, at overholde budgettet, da de var flyttede hjemmefra. Der var faktisk mange flere, nemlig tre gange så mange, der blev overrasket over, hvor meget tid de bruger på at vaske tøj og gøre rent i løbet af en uge, eller hvor dyrt det er at handle ind i det lokale supermarked.

Så hvis I spørger mig, og jeg er også ekspert, så er der ikke lighedstegn mellem, at unge som betaler for kost og logi, også får UG i privatøkonomi. Det er jeg glad for, når nu så få forældre efterhånden kræver det.

Det er intet galt ved at kræve et bidrag til kost og logi. Men at dømme efter 'Flytte hjemmefra undersøgelsen' fra januar fra Forbrugerrådet Tænk og Finans Danmark, så får forældrene noget mere ud af i stedet at sætte deres store børn i svingninger med praktiske opgaver i hjemmet, mens de vokser op. Når næsten fire ud af 10 unge flytter hjemmefra uden viden om, hvor tidskrævende og dyrt det er at ’holde hus’, er det resultatet af servicemindede forældrene, der køber ind, laver mad og vasker deres tøj.

Mit råd er, at involvere og forpligte børnene i de opgaver der er med at opretholde en almindelig husholdning. De skal fylde vaskemaskinen med såvel eget som familiens tøj, svinge støvsugeren, klare familiens indkøb og lave mad på fast basis, mens de bor hjemme. Krav og opgaver modner og giver læring. Og så skal forældrene give faste lommepenge. Vi ved, at børn der får lommepenge, får bedre greb om økonomien senere hen, end børn der ikke får.

Skal vi frygte, at unge der ikke betaler for at bo hjemme, fristes til forbrugslånefinansieret forbrug? Nej, det er kun ganske få - 3 procent - af de unge, der bruger forbrugslån og kredit til at opretholde deres levestandard. Man kan mene, det er for mange. Men når de tager den slags lån, skyldes det mange andre ting end, at de slap for at betale for kost og logi, da de boede hjemme.