Tillid frem for kontrol er måske nok en slidt kliché. Men det er den kun, fordi ingen er lykkedes med at gøre det til virkelighed.

Og sandheden er, at kontrol og rigide regler sjældent er godt for noget. Særligt ikke, når det kommer til vores allesammens velfærd. For her er vi mere end noget andet afhængige af at have medarbejdere med tårnhøj faglighed og motivation.

Det er netop den faglighed, vi underkender, når vi fra centralt hold insisterer på at detailstyre alle dele af for eksempel vores skoler og daginstitutioner. Og det er den motivation, vi jokker på, når vi ikke har tillid til, at de bedste beslutninger træffes der, hvor den rigtige værdi skabes.

Et helt aktuelt eksempel er fraværsreglerne på gymnasierne. Den tidligere regering indførte sidste år et sæt regler, som betyder, at alle elever skal registreres med 100 procent fravær for en time, selvom de kun kommer et par minutter for sent. Uanset om grunden er en forsinket bus, et lægebesøg eller en punkteret cykel. Det gav en del stormvejr i medierne og på skolerne, og det forstår jeg sådan set godt.

Til eleverne siger vi: 'I skal kunne alt muligt. I skal forstå komplekse problemer og gabe over en kæmpe bunke informationer og viden. I skal træffe vigtige valg for jeres liv. Men når I møder i skole, møder I en lærer, der ikke må tænke selv, men blot skal parere ordre fra højere sted, selvom både lærer og elev kan se det tåbelige i det.'

Til lærerne siger vi: 'I skal stå over for 28 teenagere hver dag og give spændende og god undervisning. I skal kunne se den enkelte elev og hele tiden vurdere, hvad han eller hun har brug for at lære. Men vi tror ikke på, at I selv kan bedømme, om den elev, I kender så godt, kommer lidt for sent af gode, legitime grunde, eller om det bare er pjæk, eller fordi man rammer snooze-knappen på vækkeuret lidt for ofte.'

Det giver jo ikke mening. Og resultatet er, at vi suger arbejdsglæden ud af alle de dygtige lærere, som vi er så afhængige af møder motiverede og dedikerede op på arbejde hver evig eneste dag.

Det er på tide at sætte en ny retning for vores skoler, daginstitutioner, sygehuse og plejehjem. Hvor vi ikke bare stopper strømmen af nye krav og mål, som medarbejdere og ledere skal forholde sig til. Men hvor vi får strømmen til at gå den anden vej. Derfor har vi i Socialdemokratiet slået til lyd for en selvstyrereform. Eller sagt endnu mere direkte: en 'fingrene væk-reform'.

Jeg har taget hul på det arbejde ved at sige klart, at jeg vil af med de rigide fraværsregler. Men det er selvfølgelig kun første skridt. Vi skal turde gå endnu længere og give endnu mere slip. Opsætte klare mål for, hvor vi vil hen, men så udvise den nødvendige tillid til, at vi har de bedste medarbejdere i verden til at nå de mål.

På samme måde, som når jeg afleverer min bil til mekanikeren. Jeg har en forventning om, at den er ordnet, når jeg får den tilbage. Hvordan den skal ordnes, blander jeg mig ikke i. Hvorfor skal jeg så fortælle en skolelærer, hvordan mine børn skal undervises? Det, der interesserer mig, er, at børnene lærer det, de skal og bliver hele mennesker undervejs. Hvordan det skal gøres, blander jeg mig ikke i.