I morgen kommer svaret, der kan præge de næste fem år af dit liv.

Kære dig, der lige nu sidder og venter på at få at vide, om du er kommet ind på dit drømmestudium.

I morgen, lørdag, kommer svaret. Det er dér, du finder ud af, om du efter sommer skal være universitetsstuderende med alt, hvad der hører til: Lange forelæsninger, spændende tekster, bøvlede læsegrupper og venner for livet. Jeg håber og krydser alle mine fingre for, at du og de andre 89.699 unge, der har søgt ind, lykkes med det.

Jeg tror faktisk, min egen tid på universitetet var den bedste tid i mit liv. Det var på sociologistudiet, at jeg mødte nogle af de mennesker, der i dag er mine bedste venner; der jeg fandt ud af, hvad jeg virkelig brænder for, nemlig at forsøge at forstå, hvorfor vi mennesker fungerer som vi gør; og der, jeg rigtigt opdagede min interesse for politik. Jeg håber så inderligt, at du får samme mulighed for at få en masse gode, sjove, hårde og lærerige studieår.

Desværre er det ikke alle, der gør det. Langt fra faktisk: Sidste år fik mere end hver fjerde afslag. For de seneste år er snittet på rigtig mange studier nemlig bare steget og steget, og flere steder kan et flot 10-tal i huen og som gennemsnit ikke engang sikre optagelse. Det er jo helt vildt. Og helt vildt forkert.

For hvad siger karaktergennemsnittet egentlig om en person? Ingenting. Eller jo – det siger, hvor god man har været til karakterræset på gymnasiet. Og det siger, hvor god man har været til at komme igennem en lang række meget forskellige fag. Men det siger intet om, hvor interesseret man er, og hvor dygtig man kan blive på det studie, man søger ind på.

Jeg ved, at mange universiteter har forsøgt at løse karakterproblemet ved at øge kvote 2-optaget, men det afhjælper ikke det grundlæggende problem: De karakterer, man får stemplet på sit karakterbevis fra gymnasiet, er for langt de fleste stadig fuldstændigt afgørende for ens muligheder for at læse det, man gerne vil, på universitetet.

Så lad os nu gentænke hele optagelsessystemet. Karaktergennemsnittet bør spille en langt mindre rolle end i dag, hvor det indtager den absolutte hovedrolle på alle studier – med få undtagelser som på journalisthøjskolen og arkitektskolen. Lad os give plads til, at andre kriterier som personlige optagelsessamtaler, optagelsesprøver eller personlige ansøgninger også kan spille ind.

I Alternativet foreslår vi, at karakterer højst må vægte en tredjedel i universiteternes optagelsessystem. Hvad de andre optagelseskriterier skal være, vil vi lade være op til de enkelte universiteter – med det ene krav, at de ikke må dreje sig om karakterer. På den måde kan universiteterne gøre optagelsesproceduren så god og relevant som muligt for de studerende, der skal gå på studiet.

Det giver også dig og dine kommende medstuderende mulighed for at læse op på og snuse lidt til de studier, I søger ind på, og måske blive mere afklaret med, om I overhovedet finder dem interessante, allerede inden studiestart. Hvis du synes, det er den fedeste optagelsesprøve, du lige har været igennem, er det nok det helt rigtige studie for dig.

Jeg har aldrig – som i aldrig – kigget på ansøgernes karakterer, når jeg som tidligere leder på et videnscenter på Rigshospitalet har skullet ansætte folk. Jeg har kigget på deres CV for at se deres erfaringer, og jeg har afholdt samtaler for at fornemme, om de ville passe til jobbet. Og jeg ved, at rigtig mange virksomheder gør det samme. Så hvorfor pokker skal karakterer så fylde så meget i vores uddannelsessystem, at det halve – ja faktisk en tredjedel – kunne være nok?