Enhver kan efterhånden se, at den er gal med udlændingepolitikken.

Forleden efterlyste B.T. derfor en arbejdsgruppe med fagpersoner, der kan 'komme med konkrete anbefalinger til politikerne.'

Det er sikkert ment godt. Men det er en forbier. Problemet med udlændingepolitikken er nemlig ikke, at vi ikke ved, hvad der skal gøres. Problemet er, at det på Christiansborg alene er Dansk Folkeparti, der vil gøre det, der skal til – nemlig:

1) Flygtningekonventionen opsiges og erstattes af en dansk lov om flygtningestatus, så det er Folketinget, der afgør, hvem der skal have asyl i Danmark. Enhver, der melder sig ved den fysiske grænse, afvises med henvisning til Dublin-reglerne. Reelle flygtninge skal have hjælp, men det skal efter australsk forbillede ske i deres nærområder, hvor vi hjælper flest – udenfor Europa.

2) Menneskerettighedskonventionens artikel 8 opsiges, så ingen kriminel udlænding kan undslå sig udvisning med henvisning til sit familieliv. Naturligvis går danskernes ret til en tilværelse i tryghed og sikkerhed forud for en kriminel udlændinges familieliv.

3) Statsborgerskab tildeles alene efter fortjeneste, når en udlænding gennem mindst 10 år har levet en lovlydig, loyal og selvforsørgende tilværelse i Danmark. Statsborgerskab er en gave – ikke en ret. Derfor opsiges statsløsekonventionen.

4) Danmark blokerer for overførsler af midler fra reaktionære lande som Iran og Saudi-Arabien til moskeer og koranskoler. De skal hverken ejes, drives eller finansieres af andre landes regeringer, ligesom vi ikke skal tillade, at deres moskeer bruges som prædikestole imod vor kultur og livssyn.

5) Halalslagtning gøres forbudt, og der indføres obligatorisk mærkningsordning for importeret kød, sådan at enhver kan gøre sig bekendt ved, at man med sine indkøb støtter dyremishandling og donerer penge til de islamiske organisationer, der står bag 'certificeringen.'

6) Det islamiske hovedtørklæde forbydes på offentlige skoler, gymnasier mv. samt for enhver, der arbejder i den offentlige sektor. Kristne og jødiske symboler tillades, fordi den jødisk-kristne kulturarv er selve fundamentet for det danske samfund.

7) Optagelsesforhandlingerne mellem EU og Tyrkiet standses, og samarbejdsaftalen opsiges. Tyrkiet hører tydeligvis ikke til i Europa, og det er en skandale, at samarbejdsaftalen fra 1963 endnu i dag forhindrer Danmark i at føre en stram udlændingepolitik over for et land, der år for år bevæger sig længere ind i en mellemøstlig mentaltilstand.

8) Enhver udlænding, der idømmes ubetinget fængselsstraf, udvises. Ved betingede straffe gælder ”three strikes and you're out".

9) Grænsekontrollen gøres permanent.

10) Muhammedtegningerne gøres til obligatorisk pensum i folkeskolen. Og anerkendelse som friskole betinges af, at der ikke undervises eller tales imod den danske stat, samfundsform eller statens sikkerhed. Enhver, der underviser i en friskole, bærer personligt ansvar for, at kravet overholdes.

Listen her kunne (desværre) sagtens være længere. Men grundlæggende handler den mislykkede indvandringspolitik fra de muslimske lande om to ting: for det første står islam som kulturform på centrale områder i diametral kontrast til den vestlige, kristne samfundsmodel. Derfor er der ikke ét vestligt land, hvor den muslimske indvandring har været en succes.

For det andet har den danske tilgang til sagen været præget af blødsødenhed, manglende vilje til at stå ved sin egen kultur og en kujonagtig angst over for at tage livtag med de internationale konventioner, som holder hånden under fjenderne af vor kultur. Så kære B.T., vi har ikke brug for flere ekspertgrupper. Vi ved præcis, hvad der skal til. Hvad vi har brug for, er et Folketing, der tør.