Det er en vanskelig sag med denne Rasmus Paludan.

På den ene side er der ingen tvivl om, at han har ret til at demonstrere og udøve sin grundlovssikrede ret.

På den anden side demonstrerer han helt målrettet og provokerende vendt mod de danske muslimer og deres hellige bog. Paludan ved helt præcist, hvad der sker, når han stiller sig op i enten Mjølnerparken eller på Blågårds Plads og truer med at afbrænde koranen. Reaktionen er desværre også forudsigelig.

Rasmus Paludan har stiftet det islamkritiske 'Stram Kurs' som et figenblad for sine demonstrationer. Søndagens 'demonstration var vendt mod terroristen Omar El-Hussein', men hovedformålet er altid at vise, at islam ikke er foreneligt med at være dansker. Han lever i dag med politibeskyttelse og kan ikke bevæge sig frit rundt, og så er han for nylig blevet dømt efter racismeparagraffen. Den dom har han dog anket.

Der er stort set ingen, der sympatiserer med Paludans demonstrationer. I går var der ud over ham selv blot en enkelt anden sølle demonstrant.

De fleste her i landet mener, at Rasmus Paludan provokerer unødigt, at politiet bruger for mange ressourcer, og det skal stoppes.

Det er her, at det bliver vanskeligt med Rasmus Paludan. For skønt vi er enige om, at han er provokerende og barnagtig, bliver vi også nødt til at konstatere, at han har grundloven og retten til at demonstrere på sin side. Det er lovligt i dette land at brænde koranen (og for den sags skyld bibelen) på samme måde, som det er lovligt at tegne karikaturtegninger af profeten Muhammed.

Vi har ikke en blasfemiparagraf, der kriminaliserer afbrænding af hellige bøger. Hvis vi forbyder det, og hvis vi ikke sørger for, at Paludan må udøve sin lovlige ret - endda med politiets hjælp - vil vi for alvor ændre opfattelsen af ytringsfrihed her i landet.

Rasmus Paludans infantile demonstration var tændsatsen, der satte København i brand. Først Nørrebro, men siden spredte optøjerne sig til andre bydele, Christianshavn, Husum, Nordvest og Amager. Det er rimeligt at konstatere, at Rasmus Paludan antændte balladen, men det er også rimeligt at konstatere, at balladen løb af sporet, fordi nogen ønskede det. Store grupper af unge mænd - hovedsageligt danskere med anden etnisk herkomst - gik amok og skabte en krigszone midt i København.

På DR's hjemmeside ligger en video, hvor en kvinde i gul frakke forsøger at stoppe de mange unge mænd, maskerede og klædt i sort. De er ved at bygge en barrikade med beboernes cykler, der hensynsløst bliver kastet rundt. Men hun kommer ikke særlig langt med sit modige budskab, skønt hun konfronterer dem. Hun bliver hurtigt ført væk af fire unge mænd. Det er tydeligt, at de bestemmer i bydelen på dette tidspunkt, og de havde ikke til sinds at imødegå Rasmus Paludan med argumenter. De ønskede at vise styrke.

Det er en fastlåst situation, som ingen politikere reelt ønsker at løse. De vil ikke ændre loven - hverken grundloven eller racismeparagraffen - og dermed har Paludan frit spil. De opfordrer alle til at imødegå ham med argumenter, men her taler de for døve øren til de unge ved Blågårds Plads.

Vores danske opfattelse af ytringsfrihed deles helt tydeligt ikke af de unge muslimer på Nørrebro, skønt de fleste har boet her hele deres liv. Søndagens demonstration og efterfølgende optøjer viser, at vi ikke er kommet et skridt længere siden Muhammedkrisen.