Forleden var jeg gæst i 'Aftenshowet' og var inviteret for at tale om min sidste klumme. I klummen havde jeg langet ud efter et indslag i 'Aftenshowet', der skulle have handlet om, hvor svært det er at blive ældre.

Indslaget faldt fladt til jorden, fordi de tre inviterede gæster punkterede pointen ved alle tre at være meget tilfredse med deres liv. Hjemme i sofaen havde jeg tænkt, at det jo ikke kunne være rigtigt: Tre voksne mennesker, der ikke kunne sige noget om, hvor nederen det kan være at blive ældre, virkede utroværdigt.

Så jeg var i 'Aftenshowet' for at forsvare min klumme, der kaldte på større ærlighed fra os voksne. Og pludselig hører jeg mig selv udbryde: »Jeg synes, det er mega nederen at blive gammel.«

Det lød meget, som om det kom fra hjertet, og det overraskede mig, for jeg kan normalt sagtens finde alt muligt positivt at sige om det at blive gammel – først og fremmest, at alternativet jo ikke er så godt, og så er der alt det der med, at man hviler mere i sig selv, man er klogere, mere moden og erfaren, man føler en taknemmelighed og bla bla – men lad os nu være ærlige og gemme klicheerne væk et øjeblik! Hvem ville ikke gerne bytte alt det pis væk for at være en glad, naiv og utaknemmelig 25-årig igen?

Er det virkelig rigtigt, at det er så ufedt at blive gammel? Der må svaret være JA – det er mega nederen at blive gammel.

Det er sådan her: Forestil dig, at du før i tiden kunne gå ind i alle butikker og rive ned fra nogle bugnende hylder fyldt med muligheder til pludselig at stå i en butik så tom, at du ville være undskyldt for at tro, at du stod i en polsk slagterbutik.

Et andet fænomen, der indtræffer, er, at du pludselig bliver usynlig. Jeg husker tydeligt en veninde, der fortalte om en oplevelse, hvor det for alvor var gået op for hende, at hun var blevet usynlig. Hun arbejdede på en tv-produktion og var gået ind i omklædningsrummet til Nik & Jay, og de havde overhovedet ikke ænset, at der nu var en kvinde til stede. »For bare et år siden var de blevet fjollede, nu så de mig slet ikke,« sagde hun.

Selv har jeg haft masser af oplevelser, der har bekræftet, at nu er det slut. En morgen på en tankstation stod en ung, flot fyr og ekspederede. »Hmm...,« tænkte jeg og trak maven ind. Men det kunne jeg godt have sparet mig, for da varerne røg over disken, fulgte der et: »Værsgo', frue, er der andet, De skal bruge?«

94-årige Valborg Sørensen var som altid at finde blandt stamgæsterne ved Tivolis åbning. »Vi har glædet os siden juleaften.« Hun havde taget veninden Helga Oer med på de store dag.
94-årige Valborg Sørensen var som altid at finde blandt stamgæsterne ved Tivolis åbning. »Vi har glædet os siden juleaften.« Hun havde taget veninden Helga Oer med på de store dag. Foto: JØRGEN JESSEN
Vis mere

»Frue. De!?« Jeg var kommet helt ud på motorvejen, da jeg besluttede mig for at tage næste afkørsel og vende om for at belære den søde og lidt skræmte unge mand om, at absolut ingen ud over Dronningen og prins Joachim bryder sig om at blive tiltalt med De.

»Du kan jo spørge damen,« hørte jeg også en ung kvinde sige til sin datter. Damen!! Hvem fanden er det ? Det er vel ikke mig?

Jeg har egentlig altid set frem til, at jeg engang skulle blive sådan en gammel dame i plisseret nederdel med en lille stråhat i min rosenhave. Men min mor siger, at den tid kommer aldrig – og det har hun nok ret i. I dag bliver vi ikke gamle på den måde.

Ældre damer med grå cottoncoat og brune snøresko ser man ikke mere. I dag sidder de med leopardbukser og store solbriller nede på Ofelia Plads med et glas rosé i hånden. Og det glas fortjener de. Ja, okay – jeg er stadig i fornægtelsesfasen og skriver 'de', når jeg kunne have skrevet 'vi'. Så lad mig bare skrive 'vi' – 'vi fortjener det, for helt ærligt – det er alt andet end en fest at nå hertil i livet.'