Mariager omfartsvej. Den har fyldt en del i medierne, og jeg har hørt mange hånlige kommentarer om den (mener nogen) ligegyldige strækning, som specielt DF's politikere har talt så amourøst om.

Jeg tror dog, folk i Mariager-området er enige i, at omfartsvejen er tiltrængt. Somme tider handler politik bare om de få frem for de mange.

Faste læsere af denne klumme kender min passion for provinsen. Jeg har skrevet op til flere hyldester til diverse danske småbyer og øer. Forleden optrådte jeg i den jyske by Aalestrup, der har færre end 3000 indbyggere.

'Hvorfor gider du overhovedet det?' var der en, der spurgte på Facebook. Underforstået: Det må være nederen at stå der på en lille byscene med en enkelt musiker, hvis man er vant til at stå i koncerthuse med et stort orkester foran et betalende og komfortabelt publikum.

Men spørgeren tager fejl. Hvis man anser sin karriere for også at være en uddannelse, så er provinsen og dens borgere vigtige at kende.

Jeg har sagt det ofte: Jeg kunne godt ønske mig, at lidt flere i kultur- og mediebranchen kom ud i landet i længere tid ad gangen.

Jeg har for mange københavnske journalist-kollegaer, der kun til nøds bevæger sig uden for voldene. Ja ja, så kan de en gang imellem fortælle, at de har været ude at dække det ene eller det andet, men har de været derude rigtigt?

Har de mærket de mennesker, der bor derude? Hilst på høj og lav, spist lokalt og sovet på et herberg i nærheden?

Nu er Herning jo ikke nogen lille provinsby, men jeg har boet der de sidste to en halv måned. Det er en by, hvor man hurtigt kommer på fornavn. Fx med Thomas nede fra Joe & the Juice, som jeg har talt meget med i den senere tid.

Eller Casper fra Boheme Vinbar, Hernings hyggeligste sted, hvor vi diskuterede det indlysende behov for markiser, som bliver modarbejdet af lokalpolitikere. Små og store problemer i en mellemstor dansk by. Her kommer vi hinanden ved. En ældre dame, jeg fulgtes med fra biblioteket, fortalte sågar om argentinsk storpolitik.

Jeg er ret vild med det. Jeg føler, jeg lærer noget om mit land, som andre går glip af. Det være sagt, så begynder jeg at være træt af at høre om alt det, der skal flyttes ud af København – noget af det virker mere som en fiks idé end som en egentlig vision.

Jeg kan godt forstå, man gerne vil have færre biler i storbyen, hvorfor man fjerner parkeringsmuligheder. Men hvis man virkelig vil have folk til at tage metroen, som snart bliver udvidet, hvorfor er det så lige, at man ikke har lavet store gratis parkeringsområder ude ved nogle af yderstationerne?

Bilder man sig virkelig ind, at folk, der ikke bor i København, og som ellers er afhængige af bilen, pludselig begynder at bevæge sig rundt med cykel og bus for at komme hen og tage en dyr togrejse ind til centrum? I så fald må jeg skuffe med, at det ikke er en ideologi, men en utopi.

Jeg kan godt købe ind på idéen om, at visse statslige virksomheder og afdelinger skal flyttes ud af hovedstaden, fordi staten bør være repræsenteret over hele landet, men snakken om (især i DF), at 70 procent af Radio 24Syvs redaktionelle medarbejdere skulle arbejde mindst 110 kilometer fra hovedstaden, ja, den var så tosset, at det bringer mindelser om det gamle DDR, hvor man styrede for at styre og ikke med tanke på effektivitet og værdi.

Min pointe er, at der vel for pokker da også godt må være noget, som er københavnsk eller har en forankring i noget, som de godt én million københavnere tænder lidt mere på, end man måske gør i provinsen (jeg siger det uden at kende demografien for radioens lyttere i øvrigt).

København er en hovedstad. Og en hovedstad SKAL både være et centrum for hele landet og samtidig stikke ud og stikke af. Jeg bor ikke selv i København og kunne heller ikke tænke mig det, men jeg elsker at begive mig derind og mærke den vibe, som man kun finder i en metropol. Kunne vi ikke også godt en gang imellem hylde netop den – den er vel også bevaringsværdig!?