Den vidunderlige scene, hvor danske Jonas Vingegaard holder hånd med sidste års Tour-vinder, Tadej Pogacar, vil naturligvis gå over i historiebøgerne. Vingegaard ventede som bekendt på sin største konkurrent, da denne væltede på en nedkørsel.
I den internationale presse er det netop dette klip, der bliver spillet igen og igen, og det løfter manden fra Thy op i legendernes luftlag og gør ham til en sand mester. En vinder, der ovenikøbet er en gentleman.
Denne gestus kan vise sig som endnu bedre reklame for Danmark og danskheden end selve Tour-sejren eller for den sags skyld de stort anlagte dage med Tour de France i Danmark.
For den viser en side af os selv, vi godt kan lide at spejle os i – et spejl, vi også kan holde ud mod verden.
Klippet er gået jorden rundt, og det vil utvivlsomt være det, der står tilbage i historiebøgerne om mange år.
Klippet modsiger tesen om, at det bare gælder om at vinde for enhver pris, som desværre præger moderne sport. For naturligvis er der forskel på sejre.
Hvis nu Vingegaard i stedet bare var kørt og ikke havde ventet, ville han bare have bekræftet formodningen om, at der ikke er plads til ordentlighed og venlighed i topidræt. Den evige snak om, at det kun er resultatet, der tæller, er en slidt floskel, som i øvrigt er helt forkert.
Da Danmark vandt EM i 1992, var det netop historien om lilleputnationen, som ikke engang skulle have været med til slutrunden og alligevel slog alle de store, der gav genlyd.
Dengang gav det Danmark et hårdt tiltrængt skud selvtillid, som bredte sig til andet end bare fodboldverdenen.
Begrebet kaldes for soft power, og det er tit langt vigtigere, end vi tror.
Vi danskere vil nu i lang tid kunne sole os i, at vi kommer fra et land med gode manerer.
Jonas Vingegaard har ikke bare rettet verdenspressens søgelys mod de danskes øer et kort øjeblik, han har gjort noget langt vigtigere.
Vingegaard har tilbudt os en narrativ om at være et folkefærd, der ikke bare vinder, men ovenikøbet samler de uheldige op, selv når det er vores værste konkurrent.
Den slags soft power er langt mere værd end guldmedaljen.
Det er klart, at hvis nu Pogacar var kørt fra Vingegaard og havde vundet Tour de France, så ville historien have været en anden. Men lige nu står Vingegaard som den ultimative ambassadør for, hvordan vi gerne vil se os selv og gerne vil have, at andre ser os.
Vi underkender ofte betydningen af soft power. Men det er ikke ligegyldigt, hvordan verden opfatter en.
Vladimir Putin kan muligvis bilde russerne ind, at han er en flink fyr, men hans og hans folks renommé i verden er ødelagt i generationer. Og selv hvis russerne virkelig lykkes med deres brutale forehavende, så bliver prisen på soft power-området heldigvis ubeskrivelig stor.
Måske vi danskere skulle bruge Jonas Vingegaards heltedåd til at se os selv i spejlet og mærke efter, hvordan vi agerer over for hinanden og de andre.
Det er godt at lade sig inspirere af ægte storhed, og måske har vi en flig af det samme gemt godt væk et sted.
At det blivende billede fra årets Tour de France skulle blive to mandlige ærkefjender, der holder hinanden i hånden, er symbolsk på mange planer.
Hurra for gentleman Jonas Vingegaard.
Følg Tour de France i B.T.s LIVE-blog her.
