At leve sammen monogamt gennem 22 år og så i løbet af et års tid udvikle forholdet til, at ens kone holder weekend med en anden mand - det er ikke for tøsedrenge!

Min mand måtte kort ned og bide i græsset, men rejste sig derefter som en sand samurai.

Vi havde været sammen på en arbejdsrejse til Sydamerika, hvor vi begge havde haft tæt skriftlig kontakt med hver vores nye relation. Min mand havde flere opgaver dernede, så nu havde jeg en måned for mig selv hjemme.

Lige inden vi var rejst af sted, havde jeg mødt min nye smukke ven. Han lå i en langtrukken separationsproces efter 24 års ægteskab og trængte til at komme væk en weekend.

Hans kone vidste godt, hvor han tog hen. De dage, han overnattede i mit atelier, så jeg en forvandling fra den nyudsprungne, afslappede, søgende tantramand, jeg havde mødt, der skulle til at finde et nyt ståsted i livet, til en tjekket business it-guy, der tog til samtale og fik et godt betalt job i et stort medicinalfirma. Af nødvendighed - ikke af lyst.

Når han og jeg var ude på kunstopdagelse i Nordsjælland, var han så herlig udadvendt og gik let i kontakt med folk. Det plejede altid at være mig, der havde den rolle, så det var så euforiserende at kunne mærke en ny og mere tilbagetrukken side af min kvindelighed og så det, at vi kunne dele vores fælles passion.

Jeg savnede min mand til sidst, og da han kom hjem, nød vi at være intenst sammen igen. Han sås selv lidt med sin nye veninde, men det var ikke så omfattende, som det, jeg oplevede, jeg havde lyst til med min nye ven. Min mand havde hilst kort på min ven ved et dansearrangement og har normalt ikke jalousiudfordringer, men jeg kunne mærke, noget skurrede.

Pludselig en dag, da han var i byen med kammeraterne fra Eventyrernes Klub, ringede han hjem og virkede ude af den: 'Du skal stoppe med at se ham NU – jeg trækker mit vetokort.' Vi havde indført den mulighed for at kunne komme ud af et øjeblikkeligt pres.

'Det gør mig ked af det, men jeg hører, du har det rigtig skidt, og jeg skal nok afslutte det snarest.' Jeg var SÅ ærgerlig, jeg havde prøvet at fortælle min mand, at min nye ven havde alle mulige andre udfordringer, som han selv slet ikke baksede med – han var ingen superman, blot en ANDEN mand.

Jeg havde selv til tider udfordringer med jalousi, så det var ikke fordi, jeg ikke forstod hans følelser. Jeg trådte ikke i aktion samme dag – tænkte, der var en mulighed for, at han ville mene noget andet i morgen.

Mens min mand gik en tur alene for at få luft, indså han, at jalousien skyldtes, at han i virkeligheden gerne selv ville tjene flere penge og være mere udadvendt. Med den erkendelse var min nye ven ikke et dumt svin. Et par timer efter ringede han mig op igen:

»Det var sådan en lettelse, at du lyttede til mig, og at jeg havde muligheden for at sige stop. Jeg mærker, du er fuld af ny energi, når du kommer hjem fra samvær med ham, og det under jeg dig. Inviter din nye ven herned til et glas vin og en snak. Jeg må mærke, hvem han er, om han respekterer mig, om han er en god mand.«

Tre dage senere sad jeg mellem de to anspændte mænd ved vores terrassebord. 'Jeg har brug for at lære dig lidt at kende, når du bruger en del tid med min kone.' 'Ja, det forstår jeg godt, spørg løs,' responderede min ven, mens han noget uroligt fandt en ny cigaret frem. 'Hvad mærker du, når der tikker en besked ind fra hende? Er du forelsket i hende? Hvad ønsker du at opleve med hende?' Spørgsmålene kom meget klart og præcist, men ikke anklagende eller vredt fra min mand.

Jeg følte det, som om jeg var med i en avanceret fransk reality-kærlighedsfilm, hvor de mandlige hovedroller var nomineret til en Oscar for at udvise det allerstørste mod. Måtte jeg virkelig opleve dette: to mænd, der begge gerne ville mig og derfor måtte finde ud af, hvem den anden var.

Efter en lille time, hvor vi også havde snakket om fælles passion for rejser, afrundede min mand med: 'Jeg kan li' dig – du er sgu reel. Jeg kan slappe af nu, og det håber jeg også, du kan. Velkommen i vores hjem. Har I mon ikke brug for at være lidt alene nu?'

De to tillidsbrødre gav hinanden et fast knus og nogle kontante rygklap. Min ven kom fra en stor by i Israel, min mand fra en lille landsby på Midtfyn. Angsten er størst for det ukendte – når vi mærker noget genkendeligt i den anden og mærker, at vi selv er o.k., som vi er - så indfinder freden sig indeni, og der er intet behov for krig.