Nu skal vi have en ny bestyrelse, som skal være ansvarlige for vores alles sundhedsvæsen.

Det siger regeringen i hvert fald.

Og det skal nok vise sig, at det vil gå, som hver gang man udskifter folkevalgte med forretningsfolk, jurister og økonomer og sikkert også et par advokater, at det vil betyde det samme:

Mere fokus på økonomien, det overordnede 'helikopterblik' på bekostning af almindelig folkelig forståelse for også mindre samfunds forhold og trang til almindelig ordentlighed. Vi har set det igen og igen. De 'professionelle', som betyder folk, der leder i kraft af forretningsmæssige principper, har allerede spillet fallit.

For hvor er egentlig også forbillederne fra erhvervslivet henne? Hvor godt har de egentlig gjort det? Forstår man ikke, at der er forskel på den offentlige sektor, de humanitære organisationer og nogle virksomheder, som bare skal tænke på overskud, markedsandele og profit?

Nej, denne tids guruer er mærkelig nok stadig de samme typer, som alt for mange lader sig betage af.

Jeg kan ikke lade være med at citere Venstres Søren Gade, som klart beskrev, hvordan ambulancen i Lemvig ikke var synderligt 'rentabel', men som gjorde, at folk på de kanter følte sig godt betjent.

Han ved det ikke med sikkerhed, og det gør jeg heller ikke, men jeg deler helt hans fornemmelse af, at den ambulance går døden i møde med de nye magthavere. Og politikerne kan jo bare melde pas, for det har den nye 'professionelle' bestyrelse besluttet.

Så bekvemt. For bestyrelsen skal jo ikke vælges og stå til ansvar. Og det skal så politikerne heller ikke.

Der er givetvis mange, der i Danmark mener, at der er langt til Christiansborg. Den bliver ikke mindre af, at man indsætter mere eller mindre kendte profiler ind, som skal afgøre noget så vigtigt som vores sundhedsvæsen.

En lille sidebemærkning er så fra min side: Hvordan dælen tror nogen på, at det såkaldte folkestyre eller demokrati kan blive meget bedre i EU, som består af 500 millioner mennesker, end det er i lille Danmark, som består af bare fem millioner?

Man taler om udflytning af arbejdspladser, ud af København og tilbage til folket. Og så kommer der en ny bestyrelse for sundhedsvæsenet, som sikkert ikke får mødested i København, måske i Lemvig????? Men det er jo et stort svindelnummer.

Politikere flygter i dag fra de svære ting, de svære spørgsmål. Er der ballade i skidtet, så lad os melde os udenom. Det gælder EU, det gælder nu også vores sundhedsvæsen. Hvad bliver det næste?

Til trods for at regeringen og Christiansborg styrer kommunerne med hård hånd, så er svaret altid: Det er en kommunal afgørelse. Således får man også lagt skolerne, ældreområdet, børneinstitutioner ud i arms afstand og nægter at påtage sig ansvaret.

Men så kan tiden jo gå med at beskæftige sig med detaljer. Hvem må have hvad tøj på? Hvem skal give hånd til hvem? Og hvad skal der ske i 2030, hvor de fleste af de nuværende politikere er væk,

Det er så nemt. Men det er også FOR nemt. På topmødet i Davos, hvor verdens ledere og erhvervsledere lige nu diskuterer, hvad der er hele verdens vigtigste spørgsmål, ja, der var den danske statsminister desværre ikke til stede.

Men der er jo også nok at se til herhjemme, sammensætningen af de nye sundhedsbestyrelser for eksempel.