Dette er et opråb til den nye generation af danske jøder!

Jeg forstår jer godt. Jeg forstår godt, I er bange. Jeg forstår godt, I gemmer jer.

'Never again,' sagde vi. Lad os gå under radaren og sørge for, at ingen kan gennemskue os. Vi holder os for os selv, træder ingen over tæerne og gør alt, hvad vi kan for ikke at blive opdaget.

Det værste mareridt blev til virkelighed. Anden Verdenskrig. Fremmedhadet, forfølgelserne, koncentrationslejrene og seks millioner dræbte jøder. I dag har jeg stadig, med min jødiske baggrund, en latent angst for, at det sker igen. Jeg står ved, at jeg er jøde, og bruger det i min kamp for at ændre verden, men den blomstrende antisemitisme i Europa påvirker mig.

Det er bare ikke den, jeg frygter.

'Never again,' sagde vi. Men det sker lige præcis nu. Jeg frygter Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Stram Kurs, Sverigedemokraterne, Lega Nord, AFD og alle de andre indvandrerkritiske partier, der er på vej frem i alle meningsmålinger. Det sker igen. Stigmatiseringen af en bestemt befolkningsgruppe, forfølgelserne, volden, fremmedgørelsen, hadet. Det sker. Men ikke for jøderne.

Qua min skolegang på den jødiske folkeskole i København er jeg blevet indoktrineret med Anden Verdenskrig. Og i dag er der stadig ét spørgsmål, der nager mig:

»Hvorfor var der ingen, der gjorde noget?«

Seks milioner jøder blev dræbt. Gasset i lejre som Auschwitz, Treblinka og Dachau. Seks millioner!! Hvorfor var der ingen, der gjorde noget?!

Selvfølgelig var der modstandsgrupper og de allierede, men ... Seks millioner. 6.000.001 plejede vi at sige. Det er, som om den ene person pludselig virkeliggør tallet på en anden måde. 'Never again,' sagde vi.

Men Tredje Verdenskrig er i gang.

'Jøde' er skiftet ud med 'muslim'. Jeg er heldig. Jeg skal flere gange lægge øre til kommentarer som 'skrid tilbage til moskéen' eller 'fuck islam og jer muslimer!', når jeg deltager i den offentlige debat. Men jeg kan altid trække mit uforbeholdne trumfkort: Jeg er jøde. Et kort, der sætter mig i en helt anden position - en priviligeret en, jeg har et ansvar for at bruge.

Det fremgår bl.a. af Stram Kurs' partiprogram, at 'en muslim ikke må tale til en dansker, medmindre en dansker taler til muslimen'. Nej, det er ikke DF's eller AFD's politik, men det er ikke langt fra. 'Smid tørklædet og meld dig ind i Danmark,' lyder det i annoncen fra DF.

Venstrefløjen bliver konstant klandret for at trække nazikortet. Det gør jeg ikke nu. Jeg fremhæver bare nedenstående forbud fra Nürnberglovene vedtaget i 1935, da jeg oplever, at vi desværre bevæger os i den retning.

'Indgåelse af ægteskab mellem jøder og statsborgere af tysk eller artsbeslægtet blod er forbudt'.

Når jeg en dag om 20 år sidder med mine børn og kigger tilbage på 2018, vil jeg ikke skamme mig over mit svar, når de spørger:

»Far ... hvorfor gjorde du ikke noget?«

Jeg vil gøre noget! Jeg vil ikke gemme mig. VI skal ikke gemme os!

Jeg forstår godt mine forældres generation. Deres forældre flygtede til Sverige. De har haft det helt tæt inde på kroppen. De har set billederne, hørt historierne, mærket tatoveringerne og mistet folk omkring sig. Jeg forstår dem godt - jeg forstår godt, de er bange.

Men vi er den nye generation.

Vi er dem, der ikke skal gemme os. Vi er dem, der skal kæmpe! 'Never again,' sagde vi!

Om så det sker for jøder, muslimer, kristne, buddhister eller hvem fanden det er! Det sker i vores land nu. Det sker i Europa! Og det skal vi ikke være passive vidner til. Vi skal ud på gaden. Vi skal stå sammen side om side med vores brødre, søstre, medborgere og medmennesker. Tænk, hvis de havde gjort det for os.

Vi skal dukke op til demonstrationerne, vi skal mødes til gadefesterne, vi skal tage vores muslimske venner i hænderne og fejre eid med dem.

Vi skal invitere dem med til hanukkah, vi skal spise pebernødder sammen, vi skal heppe på landsholdet sammen, vi skal grine, græde og vise verden, at vi ikke falder for mediernes stigmatiserende og fremmedfjendske retorik.

Mine jødiske venner hader ikke muslimer, og mine muslimske venner hader ikke jøder.

Der er så meget had i verden, men i Danmark står vi sammen! Sammen mod fremmedhad. Sammen mod racisme. Sammen for en bedre verden.

'Never again,' sagde vi. 'Never again.'

Lad os sammen gå ud og sørge for, at det aldrig sker igen - sammen.