For nylig bragte dr.dk en artikel med overskriften 'Snart kan mænd (måske) blive gravide,' som i den grad fik ben at gå på på de sociale medier. Folk strøg til tasterne, og jeg selv var ingen undtagelse.
Jeg opdagede hurtigt, at størstedelen af kommentarerne under artiklen stort set var de samme. 'Ad, hvor klamt! Det er unaturligt' og 'Det er direkte sygt at ændre på naturen'.

Bevares, jeg synes da også, det lød en smule mærkværdigt, og jeg ville nok ikke selv have lyst til at blive gravid. Men hvorfor skal andre ikke have lov til det? Så længe det ikke går ud over nogen, kan jeg ikke se problemet i, at nogle mænd MÅSKE bliver gravide.

Rigtig mange af dem, der deltog i debatten, viste sig hurtigt ikke at have læst artiklen. Trenden med at læse en overskrift, blive forarget og derefter ytre sig uden at have læst indholdet lever i bedste velgående. Og folk var forargede. 'SKAL HAN SÅ FØDE UD AF PIKKEN?', skrev en.

Nej. Det er lykkedes i Sverige og USA at transplantere en livmoder fra én kvinde til en anden - og efterfølgende opnå en vellykket graviditet. Teoretisk set er muligheden for at overføre den til en mand der, men som det ser ud nu, bliver det først engang ude i fremtiden. Og hvis det overhovedet bliver muligt, føder manden ved kejsersnit.

Hvorfor er det forkert?

Det spørgsmål stillede jeg i tråden. Det svar, der mødte mig fra en horde af tastaturkrigere, var, at det var unaturligt, og vi ikke skulle manipulere med naturen. Ironisk nok var de kommentarer skrevet fra en mobiltelefon eller en computer på internettet. Ting, der aldrig ville have været her, hvis ikke vi manipulerede med naturen.

Hvis ikke vi havde manipuleret med naturen, var vi alle sammen døde af lungebetændelse. Medicin, vacciner, prævention, aborter, fødevarer og alt muligt andet er opstået, fordi vi har manipuleret med naturen. Vi lever længere, end vi nogensinde har gjort, takket være videnskaben.

De argumenter brugte jeg i debatten, som jeg førte i en ordentlig tone - så lytter folk nemlig.
Hvem bestemmer, hvad der er naturligt? 'Vi ved alle sammen godt, at det er imod naturen, at mænd føder.' Okay, men rent biologisk er det også imod naturen, at mænd er sammen med mænd. Er det forkert? Nej. Det er menneskeligt.

Lior Foighel, blogger og skuespiller
Lior Foighel, blogger og skuespiller
Vis mere


At det er unaturligt, klamt og ikke normalt er præcis de samme argumenter, som blev brugt om homoseksulle for 20 år siden. Og ja, desværre stadig mange steder i dag. Det er sågar de samme argumenter, som blev brugt om kvinder på arbejdsmarkedet i 60'erne.

Jeg tror ikke, folk er onde. Jeg tror ikke, folk er dumme. Jeg tror bare, at de ikke ved bedre. Hvis en pige får et barn uden for livmoderen, og risikoen for at hun og barnet dør, hvis ikke hun får en abort, er stor, så vil jeg gerne se alle de mennesker, der 'ikke vil manipulere med naturen', forsvare, at hun selvfølgelig bare skal dø. Selvfølgelig skal hun have den abort, selvom det er at manipulere med naturen.

Tænkt lige over det. Hvad er naturligt i dag? Så længe det ikke går ud over nogen, så skal folk vel have lov til at gøre, hvad de har lyst til. Eller hvad?