Inden for blot en uge har man kunnet læse i medierne, at jeg skulle skilles og atter blev forsonet med min elskede. Hvad er det for noget rod?

Ægteskabet er ikke noget, der bare kører derudad af sig selv.

Alle ved, at det kræver en indsats at pleje det. Ellers vil det ikke lykkes.

Skilsmisseprocenten i dagens Danmark er på 50 procent. Det er et skræmmende højt tal.

I starten af 1980’erne, var det endnu ikke så almindeligt, at folk blev skilt, men det var en sikker tendens.

De danske kvinder begyndte at blive selvstændige, og de kom for alvor ud på arbejdsmarkedet.

Det skabte ballade i mange hjem og modstand hos ægtemænd.

Der var dengang, ligesom nu, klare rollefordelinger, og det var opsigtsvækkende, når hustruen ikke længere stod klar i forklæde med frikadeller, sovs og kartofler, når far kom træt hjem fra arbejde efter fyraften.

Sussi la Cour - også kendt som Katja K. Vis mere

Hun var nemlig selv på vej hjem fra arbejde, men forinden skulle hun lige et smut forbi Brugsen og købe ind til aftensmaden.

Far kunne ikke lave mad, og den lavede jo ligesom ikke sig selv.

Dengang var det oftest kvinderne, der ville skilles, og mændene stod tilbage som tabere.

Mændene fattede NADA, og de brød enstemmigt ud med bitterhed og foragt i stemmen:

»Skal kvinder nu ud at realisere sig selv?«

Det var en tid med kvindefrigørelse, hvor mændene til stadighed fandt det sværere at tilpasse sig sin nye manderolle.

Selv var jeg blot 12 år, da mine forældre proklamerede, at nu skulle de skilles.

En aften, da de begge var kommet sent hjem fra arbejde, bad de mig om at komme ind i spisestuen.

Mine forældre satte sig begge ved siden af hinanden direkte over for mig.

De så sørgmodige ud, og som det sensitive barn jeg var, fornemmede jeg straks alvoren i det, de nu var ved at fortælle mig.

»Sussi, mor og far skal skilles.«

»Hvad?« Jeg fik et chok.

Min første reaktion på denne triste nyhed var, at jeg straks gik i løsnings-mode.

Jeg tænkte, at vi hurtigst muligt skulle finde en praktisk fordelingsløsning, så alle (efter omstændighederne) blev glade. Min storesøster var ikke hjemme. Så der var kun mig til at reagere.

Jeg spurgte: »Hvor skal min søster være?«

Hun skal være hos mor, var svaret. Jeg tog en rask beslutning og sagde: »Ja, men så bor jeg hos far.«

Jeg syntes, ingen af dem skulle stå alene. Og det var sådan, det blev.

En alt for stor beslutning for sådan en lille pige.

Da den lille pige blev stor, blev hun også gift - og skilt igen.

Jeg blev gift i starten af 1990’erne i Los Angeles.

Min daværende kæreste og jeg ville finde en minister (en civil person, der har tilladelse til at vie folk), så vi fandt en telefonboks, slog op i en telefonbog og kiggede under weddings.

Jeg fandt en lovende annonce: ’Beautiful weddings, anytime, anywhere’.

Vi slog til og blev gift midt på et amerikansk stuegulv med en kakadue på min mands skulder, der sad og skreg ham ind i øret, så han dårligt kunne høre og gentage det smukke vielsesritual.

Ægteskabet varede i syv år, men sluttede brat, da jeg fra den ene dag til den anden forlod ham.

Jeg blev boende i Los Angeles og kom aldrig hjem til ham igen. Han fik et chok. Meget bestemt dame, styret af sine impulser.

Jeg er blevet temmelig meget blidere med årene, men jeg kan ikke fornægte, at jeg har vikingeblod i årerne.

Forrige vinter var jeg i biografen med en veninde. Vi så ‘En frygtelig kvinde’, skrevet og instrueret af Christian Tafdrup.

Da filmen sluttede, sad jeg tilbage med varme kinder, men løb hurtigt ud i den kolde sne for at ringe til min mand.

»Honey, I love you, anytime, anywhere!«

Mit budskab er, at mennesket må realisere sig, erkende dets svagheder (og det har alle), være vedholdende og sammen kæmpe for kærligheden. Jeg tror på ægteskabet som et fællesskab. Amen.