I Brasilien er landets nationalmuseum blevet totalskadet ved en brand.

Det var landets ældste, videnskabelige institution (grundlagt for præcis to hundrede år siden, i 1818) og rummede en stor del af den fælles erindring, der holder sammen på alle lande.

Jeg har en stor medfølelse med brasilianerne, fordi jeg ved hvor ked af det, det ville gøre mig, hvis en af vores store, nationale institutioner led samme skæbne.

Om det var Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst, Moesgaard eller et helt fjerde, gør ikke den store forskel. Det ville være lige skrækkeligt, hvis Solvognen, guldaldermalerierne eller Grauballemanden forsvandt for tid og evighed.

Er det så en politisk holdning, at dette ville være skrækkeligt? Burde man kun føle, det var forfærdeligt, hvis man var konservativ – eller er der tale om en følelse, der ikke ville være spor mærkelig for en dansker, hvad enten vedkommende befandt sig til venstre, på midten eller til højre?

Men mener det sidste: at interessere sig for vores danske historie og den kulturelle arv, vi alle har et lod i, har ikke det mindste med politik at gøre.

At interessere sig for vores historie på godt og ondt, og at føle noget for de institutioner, vi har haft i hundredvis af år (det kan være folkeskolen; det kan være folkekirken; det kan være så meget), er noget, der overskrider partipolitikken.

Interessen kommer nemlig fra en størrelse, der også overskrider det politiske: Fortiden og ønsket om at kende den.

Et menneske, der ikke ville vide noget om fortiden, ville i mine øjne være et af Danmarks mindst eftertænksomme mennesker. For hvad angår selve livet, er det jo sådan, at for hver dag, der går, får vi mere af den.

Når vi fødes, består vores liv kun af fremtid. Når vi dør, består det kun af fortid. Og imellem de to punkter, skrumper fremtiden bare ind. Dag for dag.

Men det er ikke kun af den simple grund, at vi selv konstant er ved at blive fortid, det er en god idé at interessere sig for den.

Både det, man er som menneske, og det, vi er som land, har alt at gøre med fortiden. Man skabes af sine forældre. Man skabes af de vaner og skikke, der er normale i Danmark. Og selv om det er mere indirekte, skabes man også af beslutninger, der er truffet for årtier eller ligefrem århundreder siden.



For eksempel var det Frederik V, der i 1761 (i princippet) bestemte, hvor det overordnede vejnet skulle ligge. Ved siden af det, kom jernbanenettet til at ligge. Og ved siden af jernbanenettet, kom motorvejene til at ligge. Det var næsten en naturnødvendighed.

Så hvorfor det er lettere at komme fra Roskilde til Slagelse, end det er at komme fra Slagelse til Næstved, er i princippet konsekvensen af en beslutning, der blev taget i 1761.

Det er derfor, det er forfærdeligt, når fortiden forsvinder. Hvad enten man er et menneske, som får en lidelse, der sletter hukommelsen. Eller det drejer sig som et land som Brasilien, der har fået tilintetgjort en væsentlig del af sine minder om, hvad landet var engang.

Derfor er det helt forkert at sige, at kærlighed til fortiden og interesse for den, og ønsket om ikke at tabe forbindelsen til den, har en politisk farve. Det kan man både være en god socialist, liberal og konservativ og mene.



Til gengæld er man også et relativt tåbeligt menneske, der tilfældigvis er socialist, liberal eller konservativ, hvis man er totalt ligeglad.

For uden at kende fortiden, fatter man ikke nutiden. Og uden en helt klar og skarp ide om nutiden, er det mere end vanskeligt at bringe sig selv helskindet ind i fremtiden.