»Helt kort: Det her får konsekvenser.«

Den fyndige og direkte trussel kommer fra Frank Nørgaard, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Randers Kommune.

Det er et opslået billede på Facebook, der har fået Frank op i det røde felt. Nørrevangsskolen har delt et billede på de sociale medier af Hadi i 4.b, der i forbindelse med undervisningen har præsenteret sin religion for resten af klassen.

Hadi står i sin hvide bededragt foran en storskærm med en arabisk tekst omkranset af ornamenter. Alle kan formentlig gætte, hvilken religion Hadi har fortalt om. Han er nemlig muslim, som mange andre elever på skolen i Randers er det.

Det har sat brand i en debat, der er evigt ulmende i Danmark. Nørrvangskolens Facebook-side er efterfølgende blevet bestormet af vrede indlæg som blandt andet Frank Nørgaards.

Han mener, at skolen med opslaget af Hadi i sin bededragt på Facebook agerer reklamesøjle for islam, og det vil han have stoppet.

Frank Nørgaard er ikke alene i sin kritik. Han får hjælp af sin partifælle i Randers Nick Zimmermann, der understreger, at det vil partiet »under ingen omstændigheder finde sig i«.

Beklager, Frank og Nick, det er ikke en sag for byrådet i Randers, og det er heller ikke en sag, der begrunder jeres voldsomme udfald mod Hadi og Nørrevangsskolen. Det burde være under jeres værdighed som folkevalgte at true elever, enkelte skoler og dens ledere til makke ret.

Eleverne i 4. klasse har kristendomsundervisning og lærer her om de bibelske fortællinger og værdierne bag kristendommen. Men en mindre del af timerne skal også handle om andre religioner, herunder islam. Kristendomsundervisningen fokuserer så meget på vores kristne tro, at elever, der har en anden religion, kan søge om at blive fritaget for faget.

Det må man formode, at Hadi ikke har gjort, da han jo åbenlyst er til stede i timerne. Det skal han og hans forældre have ros for. De kunne have valgt at holde ham udenfor i de timer, der underviser i en anden religion end deres. En del af kristendomstimerne bruges på at undervise i værdigrundlaget og den kristne historik, så Hadi og hans muslimske kammerater lærer i timerne om grundlaget for det danske samfund. Det virker som en god idé.

Selvfølgelig skal Hadi også have lov til at fortælle om sin religion, og han skal naturligvis være stolt af det. Uddannelse og forståelse er vejen til bedre integration. Og Danmark bliver ikke et muslimsk land, fordi han fortæller om fredagsbønnen til sin klasse.

Kristendommen er en stærk religion, og den tåler let, at der bliver undervist i andre religioner. Der må ikke forkyndes i kristendomstimerne, hverken i den ene eller den anden religion, så mon ikke ungerne i 4.b er blevet en lille smule klogere på hinanden.

Beklager, Frank og Nick fra Dansk Folkeparti: Jeres direkte trusler er en voldsom overreaktion.

En dreng i 4. klasse med en bededragt er ikke en trussel mod det danske samfund.