Uffe Elbæk dagdrømmer om at blive statsminister. Det er bare mærkeligt, at vejen går over en forhøjning, hvor han slår sig for brystet og råber sin ambition ud til folket. Hvad skulle det mon hjælpe udover at sætte sig personligt i centrum?

Politik handler om idéer, ideologi og holdindsats. Dialog mellem politikere og vælgere foregår fint uden at insistere på at gå efter posten som statsminister. Det giver tværtimod en masse snak om processen, og om hvordan han vil danne en regering med ganske få mandater i Folketinget. Imens rykker klima og social ulighed i baggrunden.

Jeg kommer til at tænke på historien om ballonskipperen Victor Granberg. Med store drømme om berømmelse og besøg i eksotiske lande forsøgte han i 1857 forgæves at få sin ballon til himmels. Det skete fra området lige bag Christiansborg.

Det gik galt. Den gode skipper måtte hoppe ud af gondolen og over på taget af sidebygningen, mens han desillusioneret og magtesløs så til, at ballonen svævede væk. Der var mødt et talstærkt publikum op, og der lød en høj røst:

»Den gik ikke, Granberg.«

Siden hørte man ikke mere til hverken Granberg eller ballon. Hvem mon har kontorer i den bygning i dag? Ja, Alternativet.

Karsten Hønge Vis mere

En snemand har større chancer for at overleve i Helvede, end Uffe har for at blive statsminister. Så hvorfor beskæftige sig med det? Fordi konsekvensen er, at Løkke fortsætter som statsminister med risiko for, at DF træder ind i en ny regering.

Når disse iskolde fakta kommer på bordet, bliver de meget kede af det i Alternativet og mener vist ikke, at vi andre kan være bekendt at nævne det. En del bliver fornærmede, for de vil have lov til at tænke frit og nyt og bryde med gammeldags vanetænkning. Der er nu ikke meget nytænkning i at forære højrefløjen magten eller i kaos.

Politik er alt muligt andet og mere end opgøret mellem Mette F. og Løkke, og jeg er også grundig træt af mediernes overdrevne fokus på de to. Men når dagen er omme, skal vi pege på en regeringsleder.

SF slås først og fremmest for sine egne synspunkter, dernæst at vi får en stærk venstrefløj, og selvfølgelig for at vi får en ny regering.

Selvfølgelig skal venstrefløjen på et tidspunkt stille med sin egen statsministerkandidat. Men det skal ske, når der er en realistisk chance for faktisk at vinde, og når befolkningen tager det seriøst.

Uffe sparker en aflevering ind foran mål, hvor Løkke og Thulesen-Dahl kommer løbende for at hamre bolden ind. Dårligt spil for centrum-venstre-fløjen. Alternativet vil derefter bare vælte sådan en regering. Og den næste. Og den næste. Hvem kommer til at betale for sådan et kaotisk eksperiment? Det gør samfundets dårligst stillede.

Trods Alternativets snak om 'ny politisk kultur', bruger Uffe et ubehageligt gammeldags politisk trick. Han forvrider SFs holdninger til det ugenkendelige for at miskreditere, at vi peger på Mette F.

»Der kan ikke stikkes et stykke papir ind mellem SF og S,« siger han.

Hvad så med kvoteflygtninge, børn i retssystemet, kontanthjælpsloftet, stopprøver i daginstitutioner, dagpengesystemet og så videre? Hvis det skyldes uvidenhed, kan han være undskyldt, da han stort set aldrig er i folketingssalen.

SF bliver aldrig en dikkende lammehale til Socialdemokraterne - og aldrig højrefløjens nyttige idioter.