Forleden nat fik jeg pludselig en mærkelig følelse af ubehag og afmagt. Jeg havde siddet og læst den internationale presses dækning af den hastigt eskalerende konflikt mellem Rusland og Vesten i forbindelse med Ruslands ulovlige og ryggesløse annektering af de besatte områder i Donbas.
Det, der fik ubehaget frem i mig, var, at en række af de internationale skribenter af forskellig politisk overbevisning, jeg alle har stor respekt for, var rørende enige om, at vi befinder os på randen af en katastrofal afgrund.
Ukrainernes effektfulde modangreb og generobring af eget land og russisk inkompetence har presset præsident Putin op i den krog, som mange eksperter fra starten advarede om, ville være det farligste scenario i krigen – et sted, hvor der ingen vej ud er, hvor der ikke længere kan reddes ansigt, og hvor valget tilsyneladende står mellem personlig og kollektiv destruktion.
Alt er gået galt for Putin i denne formålsløse krig, og de internationale kommentatorer var enige om, at udsigten til en atomkrig desværre ikke længere er så usandsynlig.
Dette er angstprovokerende, fordi det siges, at alle de wargames, der er blevet udspillet på computerskærme i Pentagon og andre forsvarscentre, peger på en global katastrofe uden sidestykke, skulle det nå så langt.
Det står desværre også lysende klart, at der naturligvis er mere at tabe for resten af verden end for Putin, der måske alligevel går ydmygelse eller det, der er værre, i møde. Diktatorer har forskellige måder at reagere på, når spillet er ude. Napoleon abdicerede og overgav sig som bekendt efter slaget ved Paris, mens Adolf Hitler skød sig i Berlin. I den forbindelse må man prise sig lykkelig, for at Hitler ikke var i besiddelse af atomvåben, for han havde næppe tøvet med at bruge dem i nødens stund.
Putin står umiddelbart ikke i en sammenlignelig situation. Rusland er ikke truet på eksistensen. Det er ikke engang givet, at der ville være et regimeskifte, hvis Putin trak tropperne hjem nu. Men med mere end 50.000 døde russiske soldater i Ukraine og med Rusland udråbt som verdens pariastat vil det nok også være en tilsnigelse at påstå, at Putin sidder sikkert i sadlen.
Fra kilder tæt på Putin ved vi, at han igen og igen har genset videoen med Muammar Gaddafis sidste minutter, da den libyske diktator blev fanget og derefter henrettet. Putin har formodentlig gjort sig tanker om, at han ikke ville ende sine dage som den libyske diktator. Men vi ved af gode grunde ikke, hvor langt han vil gå, hvis spillet virkelig er ude.
Det er det, der er det virkelige problem med den tid, vi nu går ind i. En ting er, at Rusland bruger atomtruslen i forsøget på at skræmme Vesten. Det har de gjort flittigt gennem årene, men alle har tænkt, at det var tomme trusler – som Sting sang i firserne 'I hope the Russians love their children too'.
Det gør de naturligvis, elsker deres børn, og kun en galning ville virkelig risikere verdens udryddelse for at få sin politiske vilje. Men måske er Putin virkelig gal. I hvert fald er det nu meget svært at skelne bluff fra vanvid.
Ugen, vi går ind i, markerer præcis det værst tænkelige scenario på den meningsløse krig i Ukraine, og der er desværre en virkelig og uhyggelig mulighed for, at sagerne eskalerer yderligere. Vi må sætte vores lidt til, at verdenssamfundet og i særdeleshed kineserne og inderne, der indtil nu helt eller delvist har støttet op om Putins ekspansionsplaner, endegyldigt slår bremsen i. Xi Jinping bør have magt nok til at stoppe mareridts-ekspressen, før den kører ud over afgrunden. Vi må virkelig håbe, at kineserne også elsker deres børn og ikke vil se passivt til, hvis Putin virkelig sprænger en taktisk atombombe over Ukraine.
Der er stadig størst sandsynlighed for, at en form for fornuft indfinder sig, og at hemmelige forhandlinger medfører en form for våbenhvile, eller i hvert fald ikke en yderligere og dødsensfarlig eskalering af konflikten.
På en pervers måde er der noget betryggende i, at russerne formodentlig står bag sabotagen på Nord Stream. For signalværdien her er, at de vil kunne lamme vores infrastruktur, og den slags finesser er der ikke brug for i en atomkrig.
Men det ændrer ikke på, at tiden, vi går ind i, er den farligste for menneskeheden i mange årtier. Puha.
