Vi er et velfærdssamfund, hvor staten har overtaget de fleste opgaver.

Vi er gode til at stille krav og kender vores rettigheder.

Nu viser det sig, at vi stadig er et hjælpsomt og solidarisk samfund.

Der er sikkert mange, der har tvivlet på det og beskrevet os som et egoistisk samfund uden hjerte. Corona-krisen har vist, at når det gælder, vil danskerne gerne hjælpe hinanden.

Tak for det og tak for, at det menneskelige ansigt viser sig på kryds og på tværs i hele landet.

Danskerne melder sig i høj grad til grupper og organisationer for at hjælpe eller støtte andre. Enkelte tager ganske enkelt sagen i egen hånd.

Vibeke Bjerregaad Iversen i Odder har lavet sin egen aftenmadsservice, hvor hun laver en ret til andre, der er pressede.

Hun tager endda rundt med maden og tilbyder den ombejlede toiletrulle for 20 kroner ekstra.

Det er samfundssind, og hun er blot en ud af mange.

Røde Kors er blevet bestormet af frivillige, der ønsker at give en hånd med i det hælpenetværk, som organisationen har oprettet. Næsten 10.000 har på nuværende tidspunkt meldt sig. Flere, end der næsten er behov for.

Overalt i landet og i de fleste kommuner har danskere udnyttet de sociale medier og i særlig grad Facebook til at lave hjælpegrupper. Her kan man finde hjælp til børnepasning, indkøb af mad og praktiske gøremål.

De fleste familier er rykket sammen og organiserer hjælp til de svage i familien eller de, der har brug for lidt omsorg.

Behovet for oplysninger og gode råd er ikke stilnet af her på krisens syvende døgn. Det mærker vi tydeligt her på B.T. Som medie dækker vi naturligvis nyheder, men det er også vores opgave at sørge for oplysning og information.

Derfor kan man på nettet hver dag stille spørgsmål og få svar på de spørgsmål, der trænger sig på.

Det er først og fremmest oplysninger om smittefaren, og hvordan man skal opføre sig udenfor og indenfor.

Det er helt konkrete og nære spørgsmål, der optager danskerne og deres familier, og de fleste af dem finder også vej til avisen.

Hver dag sender vi et tv-program direkte på Facebook, hvor brugerne kan stille spørgsmål, og hvor eksperter svarer. Her svarer både læger, sygeplejersker, økonomer og terapeuter, selvom de har travlt. Interessen er enorm - både for at spørge og for at deltage.

Der er ikke noget godt at sige om den virus, der har lammet hele verden og ikke mindst det vestlige Europa.

Selvom vi er forberedt på det meste i vort højteknologiske samfund, er magtesløsheden over for denne virus slående. Vi er blevet lagt ned af en fjende, vi ikke kan se.

Hjælpsomheden er en styrke, som vi måske har overset i det daglige. Den er i høj grad til stede og kan mærkes.

Når vi er på den anden side af epidemien, må det ikke blive glemt. Vi skal udnytte, at vi grundlæggende er interesserede i andre mennesker. Der er en vilje til at give en hånd med. Det er ikke bare staten, der hjælper.

Det er rigtige menneskehænder, der løfter.

Det vil være det bedste, der kan komme ud af denne krise. En øget bevidsthed om, at danskere kan og vil hjælpe danskere

Tak, fordi I viser vejen.