Vi lever i en tid, hvor den personlige frihed er større end nogensinde før, men alligevel virker det ikke til, at vi bliver lykkeligere.

Tværtimod breder der sig en grundstemning af opløsning.

I hvert fald hvis man spørger historiker og debattør Mikael Jalving.

»Det har noget at gøre med vores utrolige forkærlighed for frihed,« forklarer han i det seneste afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid.

»Børn skal være frie til at glo på deres iPhones. De unge skal være frie til at tage stoffer. De midaldrende kvinder skal være frie til at blive skilt. Og de gamle skal være frie til at tage deres eget liv,« siger Mikael Jalving og fortsætter:

»Vi er blevet besatte af frihed, og det har selvfølgelig nogle konsekvenser.«

Ifølge debattøren så fører den høje grad af frihed til problemer, når fokusset bliver placeret på individet.

»Det er en del af problemet, at der har været frit valg på alle hylder, og vi har simpelthen mistet forståelsen for, at frihed skal være koblet til nogle andre dyder, for at give mening og for at give livsfylde,« forklarer han.

Samtidig peger Mikael Jalving på, at der i hans optik skal ekstreme midler til, for at rette op på den negative udvikling.

»Jeg tror, at det eneste, der kan vække europæerne og en ny erkendelse, det er på den anden side af en krig,« siger han og fortsætter:

»Jeg tror ikke, at danskerne [...] helt har forstået, hvad det er, de har gang i, og hvor ødelæggende frihedsideologien er.«

Du kan lytte til afsnittet herunder, på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.

Borgerlig Tabloid

Vi er friere end nogensinde før. Alligevel virker det som om, at vi ikke er særligt lykkelige. Men skulle friheden ikke gøre os i stand til at skabe det bedst mulige samfund? Og har friheden en pris? Det taler vi om i dagens afsnit! Vært: Eva Selsing, forfatter, filosof og debattør Gæst: Mikael Jalving, historiker, forfatter og debattør Journalist: Emilie Maja Jeppesen Producer: Teis Zacho og Emilie Maja Jeppesen Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke: https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.