Klumme: Vi har rockerlister. Vi har banderegistre. Vi har PETs overvågning af ekstremister.

Alligevel accepterer vi, at mennesker, der åbent arbejder for et islamistisk samfund, kan bestride stillinger som pædagoger, lærere, mentorer og socialpædagoger. Det giver ganske enkelt ingen mening.

Jeg har selv været islamist. 

Jeg ved, hvordan islamister tænker, hvordan de arbejder, og hvordan de rekrutterer. De begynder sjældent med vold. 

De begynder med relationer, tillid og indflydelse. 

De opsøger unge mennesker, som leder efter identitet, fællesskab og retning i livet, og netop derfor er det afgørende, hvem vi giver adgang til vores institutioner og de mennesker, vi har et særligt ansvar for at beskytte.

Derfor mener jeg, at Danmark bør tage det næste skridt i kampen mod islamismen og oprette en islamistliste.

Det skal ikke være en liste, der bruges til offentlig udskamning eller hævn. Den skal være et redskab til forebyggelse og beskyttelse. 

En liste, som relevante myndigheder, offentlige institutioner og private virksomheder kan anvende, når de ansætter medarbejdere til stillinger med særligt ansvar.

Hvis en person er medlem af Hizb ut-Tahrir, fungerer som islamistisk imam eller prædikant eller på anden måde utvetydigt har arbejdet for islamistiske idéer og aktivt modarbejdet Danmark og de værdier, vores demokrati bygger på, bør arbejdsgivere kende til det. 

Fordi islamisme ikke er en privat trosretning. Det er en totalitær politisk ideologi med et erklæret mål om at erstatte det liberale demokrati med et religiøst styre.

Vi accepterer allerede, at visse forhold kan have betydning for, hvilke job man kan bestride. 

En person dømt for seksualforbrydelser kan ikke arbejde med børn, og en person med alvorlig økonomisk kriminalitet bag sig kan være afskåret fra bestemte betroede funktioner.

På samme måde bør vi beskytte børn og unge mod mennesker, der arbejder for en ideologi, som grundlæggende er uforenelig med demokrati, ligestilling og frihedsrettigheder.

Vi ved, at radikalisering ofte begynder i det nære møde med mennesker, der fremstår troværdige og omsorgsfulde. Derfor er forebyggelse langt mere effektiv end at forsøge at reparere skaden, når den først er sket.

En islamistliste vil også give fagfolk et vigtigt redskab. 

Hvis en lærer, SSP-medarbejder eller kommune ved, at en elev eller ung er kommet i kontakt med en kendt islamistisk aktivist, kan de reagere tidligere og sætte ind, før radikaliseringen får fat.

Samtidig sender en sådan ordning et klart signal til omverdenen. Danmark skal være det sidste land, islamister vælger at bosætte sig i. 

De skal vide, at vi ikke accepterer, at man forsøger at opbygge parallelle samfund eller udbrede en ideologi, der arbejder imod vores demokrati. 

Vi skal gøre alt, hvad vi lovligt kan, for at sikre, at Danmark ikke bliver et attraktivt sted at leve et islamistisk liv.

Derfor er min appel til den nye regering – og særligt til Socialdemokratiet – at overveje en islamistliste som et naturligt næste skridt i kampen mod islamismen.

 Socialdemokratiet har gennem de senere år vist en vilje til at tage truslen alvorligt. Nu bør den vilje omsættes til et konkret redskab, der kan beskytte vores institutioner, vores børn og vores demokrati.