Kan man fortsat føle sig tryg som kvinde i Danmark, når man går alene ude i nattemørket?

Ja.

Det mener Politikens debatredaktør, Susan Knorrenborg, der i et debatindlæg i Politiken giver udtryk for, at hun synes, at debatten har taget overhånd. Der er slet ikke er belæg for den store frygt, der er blandt de danske kvinder, mener hun.

Hendes udtalelser kommer i kølvandet på, at den engelske pige Sarah Everard gik alene i mørket i London og blev dræbt af en tilfældig mand 3. marts.

Det sidste billede af Sarah Everard er taget af et overvågningskamera på den rute, hun gik ad på vej hjem.
Det sidste billede af Sarah Everard er taget af et overvågningskamera på den rute, hun gik ad på vej hjem. Foto: Metropolitan Police
Vis mere

Herhjemme har debatten efterfølgende omhandlet kvinders frihed til at bevæge sig trygt i det offentlige rum. Men kvinder bør ikke føle sig utrygge i Danmark, fortæller hun.

Frygten for overfald af tilfældige mænd i mørket skyldes i højere grad kulturen frem for statistikkerne.

»Vi er vokset op i en kultur, der svælger i overfald og vold mod kvinder. Søg i en bogreol i et hvilket som helst parcelhus på en hvilken som helst dansk koteletgrund, og du vil finde Stieg Larssons 'Mænd der hader kvinder'. En all time-bestseller, hvor kvinder voldtages, udsættes for incest, slagtes i lydtætte kældre og får sig en omgang tæsk på åben gade,« skriver hun i sit debatindlæg på Politiken.

I stedet opfordrer hun til, at kvinderne bruger deres energi og frygt på 'de rigtige farer': højresvingsulykker, transfedtsyrer, bromerede flammehæmmere eller risikoen for, at TV 2 køber endnu en sæson af 'X Factor'.

Der er nemlig ingen data, der viser, at der er et stort problem med, at kvinder bliver overfaldet af ukendte mænd på gaden – vi har 'kun' Ubåds-Madsen og Amagermanden.

For det er faktisk kun seks procent af alle kvindedrab i Danmark, som er begået af en for kvinden 'ukendt gerningsmand', påpeger debatredaktøren.

Hun mener, at politikerne udnytter debatten til at ville overvåge danskerne mere med 'tryghedsskabende initiativer til mørkerædde kvinder'. Løsningen kunne være flere overvågningskameraer, mener Susan Knorrenborg.

Der er dog ifølge overvågningsforsker Peter Lauritsen ikke noget forskningsmæssigt belæg for, at videoovervågning er et effektivt redskab til at forhindre alvorlig kriminalitet. Tværtimod.