»Bestikkelsespenge.«

Det er sådan, Mads Strange Vaarby, formand for Konservative Studerende på KU, beskriver den økonomiske håndsrækning, som de røde partier vil give studerende på SU.

Forslaget kommer i kølvandet på de stigende priser som konsekvens af både corona og krigen i Ukraine.

Men det forslag er ikke faldet i god jord hos Mads Strange Vaarby.

»Inflation er træls for alle i befolkningen, men ifølge beregninger fra Nordea svarer den nuværende inflationsstigning til, at den gennemsnitlige studerende har 274 kroner mindre om måneden. Det er selvfølgelig ærgerligt, men så mange penge er det heller ikke,« siger han og fortsætter:

»Det svarer til, at man drikker en stor fadøl mindre om ugen, eller at man tager to timer mere på sit studiejob. Det tror jeg, at langt de fleste studerende godt kan overkomme, uden man behøver sende regningen videre til resten af befolkningen.«

Mads Strange Vaarby, der selv studerer, men ikke er på SU, mener, at løsningen for de studerende er at tage et SU-lån, som skal betales tilbage efter endt uddannelse.

Han kan samtidig ikke forstå, hvorfor de studerende skal have udbetalt et så stort beløb, når inflationsstigningen er så lille.

»Det er bestikkelsespenge. Det er noget, de røde partier gør med henblik på at give en gave til et nøje udvalgt vælgersegment, fordi man håber på, at de vil sætte kryds ud fra de partier næste gang, der er folketingsvalg,« siger Mads Strange Vaarby.

Uagtet af om den økonomiske håndsrækning gives til studerende eller ældre, mener han stadig, at det er en uskik at udvælge befolkningsgrupper.

Formand for SF Pia Olsen Dyhr forslår, at de unge studerende skal have en økonomisk håndsrækning på 2.000 kroner.
Formand for SF Pia Olsen Dyhr forslår, at de unge studerende skal have en økonomisk håndsrækning på 2.000 kroner. Foto: Philip Davali
Vis mere

Samtidig mener han også, at studerende er en af de grupper, som bliver mindst ramt af inflationen.

»På den baggrund synes jeg også, at det er underligt, at man så vil hjælpe netop de studerende,« fortæller han.

Forslaget kom i første omgang fra formand i SF Pia Olsen Dyhr, som ønsker et engangsbeløb på 2.000 kroner til studerende på SU.

Det forslag blev bakket op af politisk ordfører i Enhedslisten Mai Villadsen, som dog mener, at beløbet sagtens kunne være højere.