Forleden sad tre voksne mennesker i 'Aftenshowet' på DR og løj for åben skærm. Sådan virkede det i hvert fald. Nukâka Coster-Waldau, Nicolas Bro og Thomas Rode Andersen blev alle spurgt, hvor lykkelige de var på en skala fra 1-10, og i et kort øjeblik kunne man i deres øjne fornemme en uro, der kunne antyde, at nu kommer der noget interessant. Men nej.

Indslaget handlede om en stor, international undersøgelse, der havde konkluderet, at mennesker er allermest ulykkelige i livet, når de rammer 47,2 år. Alle tre gæster var omkring den alder, men ingen af dem kendte noget som helst til det med at være ulykkelige. De var nemlig rigtig glade for det hele, og dermed landede indslaget på gulvet, og en ellers interessant opdagelse gik tabt i fuldkommen ligegyldige udtalelser om, hvor glade og taknemmelige de var for deres børn og for at være i live.

Ikke at jeg bebrejder dem (rigtigt), for det er jo faktisk ikke altid, at folk vil have et ærligt svar på det, de spørger om, og som gæst i 'Aftenshowet' må man være lovligt undskyldt for at tro, at det nok også gælder her.

Når folk spørger, hvordan det går, er det jo ikke meningen, at du skal svare 'det går ad helvede til, jeg er ret sikker på, at min kæreste har en affære, jeg er bange for at dø af kræft, og jeg tror, jeg har fået børneorm'. Det ville være at sætte den spørgende i en ukomfortabel situation. Så vi lyver.

Det er jo selvfølgelig helt okay at være glad for livet, og det var jo også tre succesfulde mennesker, der var i studiet, så måske kunne det være rigtigt, i hvert fald i det øjeblik. Men lykken er jo ikke en konstant, og at være nået tæt på de 50 uden at have gjort sig nogen tanker om, hvor ufedt det kan være at nå til den alder, er direkte utroværdigt.

Sandheden er som bekendt ilde set. Og derfor går vi alle sammen rundt og fylder hinanden med høflige løgne i behagesygens tjeneste, og det er en skam, for sandheder – også de ubelejlige og ubehagelige – er væsentlig mere interessante.

Jeg har tit siddet og stirret på det felt på Facebook, hvor der står: 'Hvad har du på hjerte, Maiken?'

Ja, hvad har jeg på hjerte? Hmm, det spørgsmål får det altid til at krible lidt i mine fingre. For jeg har meget på hjerte, men sandheden er, at jeg ikke tør. Prisen for ærlighed kan være høj, og det sande svar er ofte noget, jeg vil ikke ville kunne slippe levende fra at skrive i det felt. Særligt i disse sarte tider. Så jeg tier og gør som de fleste andre og gemmer det, til når jeg er beruset.

'Kejserens nye klæder' har altid været et af mine favoriteventyr, og drengen, der råbte 'men han har jo ikke noget tøj på!', var min helt. Jeg har altid elsket den slags mennesker, som ikke var bange eller for fine til at sige det, som det er, og dem er der heldigvis nogle stykker af.

Ærlighed kan være upassende, men også stærkt underholdende. Særligt i de mest akavede situationer, og sådan kender vi det i særdeleshed fra komikkens verden. Men hvor ville det være dejligt, hvis vi alle sammen turde give lidt mere plads til ærligheden alle steder.

Alt den behagesyge gør livet røvkedeligt. Ærlighed gør det hele lidt sjovere og mere intenst.

1. En mand, der aldrig har været bange for at sige sandheden, er den nu 71-årige Ozzy Osbourne. I fredags udgav han albummet 'Ordinary Man'. Titelnummeret er en rørende afskedssang fyldt med sandheder og indrømmelser. Han synger, at han har gjort det hele 'for you', som må være konen Sharon, og at han ikke fatter, hvorfor han stadig er i live, og ikke mindst at han ikke er klar til at dø.

Og der er grund til bekymring, for Ozzy har det ikke godt. Hans turné i USA er lige blevet aflyst på grund af helbredet, han lider af Parkinsons, har døjet med lungerne og har været halvt invalid, siden han faldt og løsrev de metalskruer, han var sat sammen med efter en motorcykelulykke. Elton John og Post Malone medvirker på pladen, og det samme gør bassisten Duff Mckagan fra Guns N' Roses og trommeslageren Chad Smith fra Red Hot Chili Peppers.

2. Apropos sandheder, så er filmen om de tre kvinder, der rev mundkurven af og trak bukserne ned på en af medieverdenens mest magtfulde mænd, Roger Ailes, ude i biograferne lige nu. Spoiler alert: Opgørets time med Charlize Theron og Nicole Kidman i hovedrollerne er mere underholdning om den sag, der allerede har været lavet en rigtig god serie om. 'The Loudest Voice' på Netflix fortæller historien om manden Roger Ailes og de overgreb, der blev hans endeligt, men også historien om hans genialitet og hans indflydelse i forhold til at få Donald Trump valgt i USA.

3. En anden måde at få sandheder serveret på er at se Ellen DeGeneres' YouTube-format 'Burning Questions'. Mange af de helt store navne svarer på spørgsmål så hurtigt, at de ikke kan nå at finde på løgne, og ender i masser af sjov og sandheder. Episoden med Jane Fonda og Lily Tomlin er værd at se.

Ugens soundtrack: Thin Lizzy - 'Don't Believe A Word'.