Den er god nok: Tyrkerne kommer med stor sandsynlighed. I tusindvis. De bliver lukket ind i Danmark af EU.

Og de kommer ikke alene.

Sammen med dem er der stor risiko for, at tusinder af andre udlændinge ankommer, som Danmark ellers høfligt havde frabedt sig at modtage og integrere.

Hvor har jeg dog det fra? Er det nu igen en højrenationalistisk robot, som spreder panik blandt borgerne?

Næ, det er såmænd resultatet af en dom, som EU-domstolen forventes at fælde i løbet af foråret - hvis ellers vi skal tro på regeringens egne jurister og de advokater, som lever fedt på at trække Danmark for udenlandske domstole.

Hvordan kan det dog ske? Det sker derved, at EU-domstolen forventes at fastslå, at en aftale mellem EU og Tyrkiets militærjunta fra 1963 står over dansk lov, og dermed reelt over grundloven.

Af et svar til Folketinget fremgår det, at Integrationsministeriets jurister frygter det værste, nemlig at EU-dommen også får betydning for afgørelser om familiesammenføring for andre end tyrkere.

Det er såmænd vores egen Østre Landsret, som har bedt EU-domstolen afgøre, om Danmark krænkede EU-retten, da vi sagde nej til familiesammenføring af 8.000 tyrkiske statsborgere, som det skete fra 2004 til 2015.

At overlade den slags til EU svarer til, at ænder tigger om at få fremskyndet juleaften. EU-domstolen har før demonstreret, at den sætter tyrkiske indvandreres rettigheder højere end dansk lov, og den forventede EU-dom vil få fatale konsekvenser for Danmarks udlændingepolitik.

Nu vil jeg skynde mig at oplyse, at jeg ikke har noget imod tyrkere eller andre fremmede folkeslag. Jeg konstaterer blot - sammen med et massivt flertal, som langt om længe er kommet til samme konklusion - at antal har en betydning; at forsøget på at integrere hundredtusinder af indbyggere med oprindelse i den islamiske verden har kostet os såvel enorme pengesummer som tryghed i vores eget land. Og at vi nu og i en uoverskuelig fremtid betaler af på en gigantisk dummebøde som følge af en tossegod indvandringspolitik.

Derfor gav Danmark fra 2004 til 2015 afslag på 14.000 ansøgninger om familiesammenføring, cirka 8.000 af dem fra borgere i Tyrkiet. De fik afslag, fordi de var tættere knyttet til Tyrkiet end til Danmark. De levede ikke op til tilknytningskravet, som sammen med 24-års reglen, 28-års reglen og krav om bolig og forsørgelse netop blev indført for at bremse indvandringen.

Den lovgivning er nu i fare.

De advokater, som lever af indvandringen, gnider sig i hænderne ved udsigten til lukrative forretninger med stribevis af sagsanlæg imod Danmark. Advokat Thomas Ryhl siger til Politiken, at med den forventede EU-dom vil ikke bare de 8.000 tyrkere, men tusinder af afviste indvandrere fra bl.a. Marokko, Pakistan og Serbien kunne få genoptaget deres sager.

Det er netop den slags magtmisbrug, der fører til folkelig modstand imod EU’s diktater.

Vi må sætte dansk lov over EU-lov. Vi må statuere et eksempel. Og vi har da også en statsminister, som før har forlangt, at Danmark gav EU modstand. Jeg citerer ham:

»Mit angreb på regeringen er, at den lægger sig mave-pladask ned for nogle EU-teknokrater uden overhovedet at gå i juridisk infight, uden overhovedet at søge parlamentarisk rygdækning på Christiansborg, uden overhovedet at udfolde den mindste fantasi til, hvad man kunne gøre alternativt. Det, synes jeg, er svagt og ringe,« lød det fra Løkke i 2014, da Helle Thorning-Schmidt var statsminister.

Dengang handlede det om børnechecken, og Løkke havde ret. Men en EU-dom, der nu med tvang vil åbne Danmarks døre for mere indvandring, vil danskerne med rette opfatte som en langt større provokation; også selv om de danske medier desperat prøver at bilde os ind, at det nu pludselig er el-biler, plastposer og global opvarmning, som kommer til at afgøre både EU-valg og folketingsvalg.

Jeg tror det næppe. Jeg tror faktisk, at Lars Løkke Rasmussen som statsminister vil stå sig bedst ved at stå fast på, hvad han sagde for fem år siden.

Måske vil han endda fremstå som en politiker med moralske principper?

Det haster. For Danmarks skyld.