Det var under kaotiske omstændigheder på et modtagelsescenter for ukrainske flygtninge i Polen, at fem kattekillinger kom til verden.

Der var en frygt for, at en killing havde sig sat fast i fødselskanalen hos den fødende kat, der gjorde, at dyrlæge Regitze Andersen måtte rykke ud.

»Jeg kom lige midt i fødslen, og heldigvis sad ingen af killingerne fast. Men katten var så stresset, at den frastødte killingerne efter fødslen,« siger Regitze Andersen, der arbejder som udsendt dyrlæge for Dyrenes Beskyttelse.

Hvad der så skete med de fem killinger, vender vi tilbage til.

Dyrlæge Regitze Andersen måtte skynde sig, da en kat pludselig gik i fødsel.
Dyrlæge Regitze Andersen måtte skynde sig, da en kat pludselig gik i fødsel.
Vis mere

De seneste uger er over fire millioner mennesker flygtet fra Ukraine. Mange af dem ind over den polske grænse, hvor de har taget deres små firbenede venner med.

Derfor har organisationen Dyrenes Beskyttelse hjulpet dyreværnsorganisationen Centaurus, der tager imod evakuerede og uledsagede hunde og katte fra Ukraine.

»Da jeg ankommer til modtagelsescenteret, var der cirka 110 hunde og 90 katte. Dyrene havde virkelig brug for vores hjælp – så vi hjælper på vegne af alle danske dyrevenner,« siger Regitze Andersen, der i øjeblikket arbejder ved et modtagelsescenter for ukrainske flygtninge nær den polske grænseby Medyka.

Udover at give kæledyrene et sundhedstjek oplever Regitze Andersen, hvordan krigen sætter sine spor i de små væsener.

Der var over 110 hunde på det modtagelsescenter i Polen, som Regitze Andersen arbejdede på.
Der var over 110 hunde på det modtagelsescenter i Polen, som Regitze Andersen arbejdede på. Foto: Dyrenes Beskyttelse
Vis mere

»Dyrene ved ikke, hvad der foregår. De sidder i små bure, transportkasser og seler og rejser langt i urolige omgivelser. Det stresser dem meget,« siger Regitze Andersen og uddyber:

»Ligesom ved mennesker sætter stressen sig i kroppen. Det betyder, at dyrene risikerer at få infektionssygdomme, og mange dyr samlet på et sted betyder blandt andet sårbidskader.«

Men det er ikke alle dyr, der flygter sammen med deres ejere – nogle efterlades på internater i Ukraine, hvor de lever under kummerlige forhold.

»Store hunde bliver nogle gange efterladt, fordi de kan være svære at flygte med. Vi ser også, at mange af dyrene har været uden mad og drikke i flere dage,« siger Regitze Andersen.

Dyrlægerne sørger blandt andet for, at hundene får et sundhedstjek, når de ankommer til modtagelsescenteret.
Dyrlægerne sørger blandt andet for, at hundene får et sundhedstjek, når de ankommer til modtagelsescenteret.
Vis mere

Når dyrene krydser den polske grænse, sørger myndighederne for, at de bliver vaccineret og bliver registreret, inden de rejser videre med deres ejere eller ender på polske internater.

Ifølge Fødevarestyrelsen herhjemme forventes tusind af krigens dyr at komme til Danmark sammen med deres ejere.

Tilbage hos den fødende kat kan en smilende dyrlæge berette om fem sunde killinger, der hurtigt fik modermælkserstatning.

»Vi fik killingerne flasket op og hjulpet ejeren med, hvordan hun bedst kunne passe killingerne,« siger Regitze Andersen.

Ejeren, katten og de fem killinger rejste den efterfølgende dag videre ind i Polen.