Dansk-israelsk debattør går i flæsket på Joachim B. Olsen: Du er racist!
Efter flere dages heftig diskussion på sociale medie mødes de to kamphaner til en debat om dét udsagn, der har fået dansk-israelske Jonathan Ofir helt op i det røde felt.

Efter flere dages heftig diskussion på sociale medie mødes de to kamphaner til en debat om dét udsagn, der har fået dansk-israelske Jonathan Ofir helt op i det røde felt.

For knap en uge siden skrev B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, en leder med rubrikken: 'B.T. mener: Der er for mange muslimer i Danmark'.
I lederen forklarer Joachim B. Olsen, hvorfor der i hans optik er gode grunde til at svare ja til spørgsmålet om, hvorvidt der er for mange muslimer i Danmark.
Men lederen faldt ikke i god jord hos dagens gæst i Borgerlig Tabloid, den dansk-israelske skribent og debattør Jonathan Ofir.
Han valgte nemlig at indkalde til akutdemonstration foran Berlingske Media dagen efter, lederen udkom.
Historien stopper dog ikke her.
For få dage senere skrev Joachim B. Olsen igen en leder – denne gang med rubrikken: 'B.T. mener: Kom nu, Venstre!', hvor han opremser, hvordan islams indtog i Danmark og Europa i hans optik »har gjort os mindre frie i Vesten«, og hvorfor remigration er en god idé.
En leder, der endnu engang ikke faldt i god jord hos den dansk-israelske debattør.
I mandagens afsnit af B.T.s debatpodcast mødes de to mænd ansigt til ansigt, og her forklarer Jonathan Ofir hurtigt, hvorfor han mener, at debatten er kørt helt af sporet.
»Der er et problem her på grund af generaliseringen,« siger han og anklager Joachim B. Olsen for at skære alle muslimer over én kam:
»Du siger, at der er for mange muslimer. Du siger ikke, at der er for mange hårdt kriminelle udlændinge, som ikke har statsborgerskab. Du generaliserer helt groft en befolkning.«
For den dansk-israelske debattør handler det i høj grad også om tonen og de menneskelige konsekvenser, det har for de muslimer, der bor i Danmark.
»Jeg forstår ikke, hvorfor vi skal sparke nedad på den måde,« siger han og fortsætter:
»Jeg kunne da sige, at der er for mange af dig, Joachim! Jeg synes, at du er racist!«
»Det er jeg ikke,« svarer Joachim B. Olsen prompte, og spørger, hvordan Jonathan Ofir forestiller sig, at vi skal »løse problemerne« med muslimsk indvandring:
»Jeg synes, at vi skal lade være med at tale, som du gør – vi behøver ikke den dæmoniserende retorik, fordi det gør problemet større,« svarer Jonathan Ofir.
Men dén 'løsning' køber Joachim B. Olsen ikke, der i studiet er beredt med diverse statistikker:
»Jeg forstår, at den her debat, den hænger dem (muslimerne, red.) langt ud af halsen. Og jeg vil også sige til dig. at jeg personligt ikke bryder mig særligt meget om den – den er ikke rar at være i. Men vi nødt til at have den,« lyder det fra Joachim B. Olsen, der fortsætter:
»Vi er nødt til at kunne tale om virkeligheden og den fremtid, vi kigger ind i, når vi kigger ned i forskellige statistikker, og når vi kigger ud i Europa. Det er vi nødt til at kunne tale om!«
Du kan lytte til afsnittet herunder, på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.