Jeg kan huske, da jeg i 6. klasse skulle lære om drivhuseffekten. Lærebogen var fyldt med pædagogiske illustrationer, der forklarede om kort- og langbølgede stråler.

Om hvad der sker ved øget CO2-udslip. Det var tydeligt for enhver 12-årig, at der måtte gøres noget. Det er 15 år siden. Et lækket regeringsnotat har aktuelt vist, at CO2-udledningen stadig buldrer derudaf i Danmark som et godstog. Så snart vi skal gøre de mindste ofringer i vores hverdag, kaster vi ansvaret fra os. Lad mig give jer et eksempel fra Fredensborg Kommune. Her står udseendet på skraldespande i vejen for grønne ambitioner.

I Fredensborg Kommune tog vi fornyeligt stilling til, om vi ville affaldssortere mere end bare papir og restaffald. Sætte turbo på miljø og klima. Vi havde undersøgt sagen grundigt i over to år med forsøg hos borgerne. Et såkaldt tokammersystem, der findes hos mange andre kommuner. Ja, faktisk de fleste af vores nabokommuner. Det blev ikke til noget for nuværende, fordi bekymringen for udseendet på skraldespandene blev større end handlekraften. For nogen var to ekstra skraldespande en tragedie. Tragedien er snarere konsekvenserne af den manglende handling. Hvis udseendet på og antallet af skraldespande er vores største problem, kommer vi ingen vegne med klimaudfordringerne. Nu forstår jeg, hvorfor vi selv i Danmark bidrager til den sorte udvikling.

Kristian Hegaard (Rad. V.), medlem af kommunalbestyrelsen i Fredenborg Kommune Vis mere

Vi sætter lystigt en solcelle på en ny bygning og skifter gerne til en sparepære. Men herefter falder ambitionerne drastisk. Hvorfor egentlig det? Ingen af os har det godt med, at sneen nordpå smelter som aldrig før, og det flyder med plastic i havene. Hvis hensynet til en skraldespand eller lignende gør os handlingslammet i Fredensborg eller andre steder i Danmark. Hvordan kan vi så forvente grønne løsninger fra lande, vi samarbejder med?

Vi har det godt i Danmark, hvis udseendet på en spand er vores største bekymring. Ligesom når støj fra vindmøller pludselig bliver gjort til et større problem end klimaudfordringerne. Handlekraften drukner i egen hverdagsromantik og leverpostejsmentalitet. Vi vandrer løsningsforvirret rundt som en isbjørn i et optøet område.

Man kunne fristes til at spørge, hvem tager skraldet for det manglende ansvar. Eller konstatere vi er på spanden. Men der er ingen grund til at joke med den manglende affaldssortering, stigende udledning af CO2 og plastic i havene. Både 12-årige og 27-årige Kristian undrer sig.

Hvorfor rækker ambitionerne ikke længere end egen carport?