Søndag er det rigtige landshold tilbage på grønsværen, og måske har 'redningsholdet', som vi kaldte dem her på B.T., givet inspiration til spillerne om, hvad det vil sige at trække den røde trøje på.

Den nationale stolthed, sammenholdet og ikke mindst æren strømmede ud af det hold, som danskerne straks respekterede og elskede.

De blev nærmest helte i løbet af onsdag aften og torsdag morgen. Det kunne være fortsat et par dage endnu, for deres optræden i rødt og hvidt havde alle ingredienserne fra eventyret om Klods Hans. Den karakter elsker alle danskere.

Torsdag aften flyttede fokus fra de nye helte til de gamle helte, der nu pludselig havde en midlertidig aftale, så kampen mod Wales kan spilles. Ifølge B.T.s oplysninger var det i særlig grad anfører Simon Kjær, der trådte i karakter og fik en aftale på plads. Når anfører Kjær kan skaffe en midlertidig aftale, som DBU's formand Møller afviste onsdag aften i Slovakiet, har begge parter givet sig.

Sådan er det i forhandlinger, hvilket de to topforhandlere for henholdsvis DBU og Spillerforeningen helt har glemt. Det er måske meget passende, at det var Simon Kjær, der gik imellem og skabte en bro, da det i særlig grad var ham, der provokerede DBU ved at tage en rød/hvid landsholdstrøje på i forbindelse med et personligt sponsorat kort før VM-slutrunden.

Aftalen er midlertidig, så når kampen er fløjtet af, og spillerne er rejst hjem, må man formode, at parterne Bretton-Meyer og Øland mødes igen mandag morgen. Hvad skulle have forandret sig for de to?

Lad os for deres skyld gennemgå anatomien i de fleste forhandlinger.

  • Den vigtigste periode er mellem forhandlingerne. Det er her, man lever med den aftale, der er skruet sammen. Alle aftaler indeholder formuleringer, der kan fortolkes. Det er derfor, der er rigeligt med jurister til stede. Men det afgørende er, at parterne fortolker i god tro. Der skal findes løsninger, der efterlever 'aftalens ånd'. Begge parter skal prøve at forstå hinandens ønsker - uden at det kommer til en voldgift.
  • Det er afgørende, at de to hovedforhandlere har et godt og tillidsbaseret forhold. Hovedforhandlerne vil under de afsluttende timer i en forhandling være i direkte kontakt. De skal begge være optaget af at nå en fælles aftale, som begge parter kan udlægge som en sejr. Og de skal begge kunne respektere, at på et givet og aftalt tidspunkt er det slut med at komme med flere krav. Først derefter kan en endelig aftale skrues sammen.
  • Under en forhandling taler man så lidt som muligt med andre og forsøger endda at tale modparten op. Under forhandlingerne er det tilladt at fortryde, og modparten skal være generøs, hvis det sker, for det kommer dobbelt tilbage. Når aftalen er endelig, kan der ikke fortrydes. Det har været nævnt, at DBU's forhandlere ikke havde fuldt mandat og derfor hver gang skulle spørge bestyrelsen. Det er ikke noget problem. ALLE forhandlere har et bagland, der skal orienteres og endelig godkende aftalen. Det er helt normalt.

Det virker ikke, som om de to forhandlere har gået på den samme forhandlerskole som alle andre. Håbet om, at en permanent aftale kan afløse den midlertidige, er ikke synderlig stort med den nuværende forhandleropstilling.

Det nævnes igen og igen, at de to forhandlere hver især er dygtige og ikke til at løbe om hjørner med. Men i min bog opnår dygtige forhandlere resultater og snyder ikke hinanden. Der er ikke meget dygtigt håndværk i dette forløb, desværre.

Håbet for dansk fodbold er, at DBU har forstået, at der skal en ny forhandlingsledelse til.

Håbet for dansk fodbold er, at spillerne har indset, at deres popularitet ikke er givet, bare fordi de trækker en rød trøje over hovedet. Man skal ofre sig for nationen, man skal altid betale tilbage til rødderne, være generøs, og man skal forstå, at succes er flygtig.

Vi vil have helte - men de må gerne opføre sig som Klods-Hans.