Der er ikke meget godt at sige om den vanskelige tid, som vi befinder os i.

Dog er det lykkeligvis midt i coronakrisen blevet helt ‘legalt’ at vise sin fædrelandskærlighed.

Når livet og tiden er svær, så sker der ofte én af to ting; enten rykker man sammen, eller også opstår der uro og splid. I Danmark rykker langt de fleste af os sammen.

Sammenhængskraften her til lands er stor, og der er en nyvunden stolthed over det danske. Det skete ligeledes, da vi gennemlevede det frygtelige og kujonagtige terrorangreb tilbage i 2015.

Dengang rykkede vi også sammen. Vi rykkede sammen om vore ledere og politiet og stillede os - på tværs af alle samfundslag - tavse side om side i Krystalgade ved synagogen.

Jeg oplevede det selv, da jeg stod der ved blomsterhavet foran synagogen. Stilheden, sammenholdet og lykken over det frie samfund, som generationer før os har grundlagt.

En ukuelig og urokkelig vilje til at forsvare frihedsrettighederne og naturligvis herunder ytringsfriheden som konstant - i bølger - er under pres, og som på daværende tidspunkt var den direkte årsag til terrorangrebet.

Jeg oplevede det samme på årsdagen, da der var march gennem København fra Krudttønden til synagogen. Her var der ligeledes en stålsathed om forsvaret for det fri samfund og en erkendelse af, at det at være dansk er noget særligt.

Siden terrorangrebet har der ikke været samme fokus på det at være dansk. Man har siden terrorangrebet i nogle kredse med næsen i sky næsten fornemmet en rynken på næsen over det danske og over os ‘hjemmefødninge’, der i alt vores snæversynethed har kippet med Dannebrog.

Selv store virksomheder har markedsført sig med en vis afstandstagen til det danske. I denne vanskelige coronatid oplever vi til gengæld en stor opblomstring i kærligheden til vort fædreland.

Jeg antager, at det er en søgen tilbage til trygheden i det nære. Vi oplever et enormt sammenhold i Danmark i denne tid. Vi er igen rykket sammen. Jeg oplever især, at vi denne gang rykker sammen om ‘det danske’.

Det, der ikke kan sættes på én samlet formel. Vi synger fædrelandssange, vi flager med Dannebrog, højskolesangbogen ligger på bestsellerlisten, og lytter man til DRs radioprogrammer, så er de fyldt af dansk musik.

Danmarks Radio er ovenikøbet helt åbne om, at det handler om at støtte de danske kunstnere, der for øjeblikket er enormt pressede, fordi de sørgeligt nok ikke kan få lov til at berige os med deres kunst.

Dronningen er - igen - blevet et uovertruffen stærkt symbol på sammenhold, ligesom det danske kongehus før har været det i store kriser.

Det er med andre ord pludselig blevet ‘legalt’ at nære stor kærlighed til fædrelandet og det danske. Det siges, at der altid kommer noget godt ud af kriser.

Jeg håber, at én af de væsentlige ting, som vi lærer af coronakrisen, er, at det igen bliver moderne at sætte fædrelandskærligheden i højsædet. Jeg synes ærligt talt, at krisen har vist vigtigheden af både nationalstaten, håndhævelsen af grænsen og det særlige ved at være dansk.

Det sidste - det særlige ved at være dansk - er blandt andet det, som ligger i vores historie og værdisæt. Noget af det, som kommer til udtryk gennem de nye og gamle sange og salmer, som over en million danskere synger med på hver fredag, når Philip Faber sidder klar med fællessang ved sit flygel.

Det er også noget af det, der kommer til udtryk, når tusindvis af danskere hejser Dannebrog hver lørdag i denne coronatid, eller når tusindvis af danskere går til boghandleren for at købe højskolesangbogen.

Dermed ikke være sagt, at jeg ikke savner resten af verden. For det gør jeg, og samhandel, sameksistens med resten af verden samt forståelsen for andre kulturer er en forudsætning for vores velstand.

Det ændrer dog ikke på, at man i min optik ikke kan forstå resten af verden, hvis ikke man har en stolthed over sit eget land.