Det skulle have været endnu en magisk aften på Wembley. I stedet endte Coldplay i et regulært stormvejr.

Midt i den elektriske Wembley-stemning fik Coldplay-frontmanden, Chris Martin, øje på et skilt i mængden, 'We Believe In Magic', en reference til bandets hit 'Magic', stod der. 

Det fik hitmageren til at pege på de to fans, Avia og Tal, der havde medbragt skiltet og invitere dem op på scenen.

Det skriver det britiske medie Daily Mail

Først var der grin og jubel over, at to fans fik lov til at indtage scenen med et af verdens største popbands. Men da Avia og Tal afslørede deres nationalitet, ændrede alt sig på et splitsekund. 

De var israelere, og stadionet brød ud i buhråb. 

Det viser videoer af hændelsen, som allerede har sat nettet i brand.

Chris Martin forsøgte at dæmpe uroen ved at råbe ud til publikum:

»Jeg behandler jer som lige mennesker på Jorden, uanset hvor I kommer fra«, lød det fra forsangeren.

Men den udmelding har fået en jødisk gruppe på X til at beskylde ham for at »afhumanisere« parret.

For at balancere stemningen valgte Yellow-sangeren også at hilse på palæstinensiske fans blandt publikum. Det fik stadion til at eksplodere i endnu højere jubel. 

Det trak straks nye anklager fra de jødiske grupper.

Episoden kommer kun få uger efter, at bandets »kyssekamera« skabte overskrifter, da det afslørede en topchef og hans HR-chef i en intim omfavnelse midt under en koncert.